Kendt radioduo til Tribeca

FESTIVALPREMIERE. Mads Brüggers 'Sankt Bernhard Syndikatet', hvor komikerparret Frederik Cilius og Rasmus Bruun spiller to venner på kinesisk forretningseventyr, får verdenspremiere i april på Tribeca Filmfestivalen i New York. Dansk premiere er 10. maj.

Sankt Bernhard Syndikatet
Rasmus Bruun og Frederik Cilius, kendt fra Den Korte Radioavis på Radio24syv, spiller to venner på forretningseventyr i Mads Brüggers 'Sankt Bernhard Syndikatet'. Foto: Jonas Berlin

Den toneangivende filmfestival Tribeca har i år udset sig Mads Brüggers 'Sankt Bernhard Syndikatet' til at deltage i konkurrencen for internationale spillefilm, som en af ti titler udvalgt fra hele verden. Festivalen i New York, der blev stiftet i 2002 af blandt andre Robert De Niro, er ét af de vigtige udstillingsvinduer i USA for europæiske film. Se trailer nederst.

Komikerne Frederik Cilius og Rasmus Bruun, kendt fra satireprogrammet Den Korte Radioavis på Radio24syv, spiller Frederik og Rasmus, der begiver sig ud på et forretningseventyr i Kina. 

De to mænd kender hinanden fra Herlufsholm Kostskole, og ingen af dem har haft reel succes i deres liv hidtil. Nu mødes de, 15 år senere, og bliver opsatte på at opbygge et hundeavlscenter i Kina. Stamtavlehunde er angiveligt meget populære hos den kinesiske elite, og Frederik og Rasmus forventer at tjene en formue. En 100 kilo tung sanktbernhardshund ved navn Dollar tager med dem til Chongqing. Hundevirksomheden udvikler sig på uventede måder, alt imens venskabet mellem de to mænd bliver stærkere.

Filmen blander fiktion med dokumentarisme, hvor manuskriptet har sat rammen for historien med plads til skuespillernes improvisationer undervejs i deres møde med virkelighedens personer og hændelser.

'Sankt Bernhard Syndikatet' er Mads Brüggers første spillefilm. Brügger er kendt for sine dokumentarer 'Det røde kapel' (2009) og 'Ambassadøren' (2011), hvor instruktøren blander journalistik, satire og iscenesættelse med sig selv i centrum. 

Manuskriptet er skrevet af Lærke Sanderhoff, der i 2015 vandt en Robert for bedste adapterede manuskript for 'Klumpfisken' sammen med instruktør Søren Balle. 

'Sankt Bernhard Syndikatet' er produceret af Emilie Lebech Kaae og Jakob Kirstein Høgel for Meta Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Der er dansk biografpremiere den 10. maj. 

Tribeca Filmfestivalen løber af stablen i New York 18.-29. april. Se mere på tribecafilm.com

Danske film på Tribeca 

Danske spillefilm og dokumentarer har de seneste år vundet flere priser på Tribeca Filmfestivalen. 

I 2017 løb Elvira Lind med de tre hovedpriser i konkurrencen for dokumentarfilm for sit kunstnerportræt 'Bobbi Jene'. I 2015 var der hæder til instruktørerne Camilla Nielsson, for dokumentaren 'Democrats', og Jeppe Rønde, for spillefilmen 'Bridgend'.

Se trailer