Ny viden om brug af film og serier

ANALYSE. Vidste du, at Susanne Biers ’Bird Box’ er set af 18 % af den danske befolkning, eller at den første danske Netflix-serie, ’The Rain’, er set af 15 %? Eller at unge går oftere i biografen nu end i 2017, og at biografen fortsat er det sted, danskerne oplever den højeste kvalitet i udbuddet? Få mere indsigt i danskernes forbrug af spillefilm og serier i analysen 'Vidste du?', der blev præsenteret til brancheseminaret FIKTION2019 på Filminstituttet den 11. juni.

'Vidste du?' er overskriften på en løbende analyse, der monitorerer publikums holdninger, adfærd og forbrugsmønstre i forhold til spillefilm og serier. Det gennemgribende analysekoncept blev udarbejdet for første gang i 2017 af Filminstituttet med det formål at løfte sløret for danske films udbredelse på tværs af platforme og perspektivere brugen af serier inden for målgruppen 15-79 år.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Sanne Juncker Pedersen
Lanceringskonsulent
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk

I 2019 har Filminstituttet udvidet og opdateret analysen fra 2017 med nye film og serier, og analysen viser også udviklingen i udbredelse af de film og serier, der blev målt på i 2017. Eksempelvis var Ole Bornedals 'Dræberne fra Nibe' i december 2017 set af 14 % af danskerne, mens den i maj 2019 er set af 21 %, altså knap 1 mio. danskere. Sidste års premierefilm 'Journal 64' er allerede nu, og altså før den er kommet på tv, set af 31 % af danskere i alderen 15-79 år, svarende til 1,4 mio. danskere.

En anden interessant indsigt er, at den danske serie 'Bedrag' med et tag i 26 % af danskerne er lige så udbredt som 'Game of Thrones', og at 'Greyzone' er dobbelt så udbredt som den populære HBO-serie 'Little Big Lies'.

Holder myterne?

Når snakken falder på film og serier, kan man til tider høre udsagnet, at danskerne ikke rigtigt ser film længere. Men det er og bliver stadig en myte. Tal fra den seneste 'Vidste du?' viser, at 99 % af alle adspurgte ser film, og faktisk er andelen, der ser film dagligt, steget fra 9 % til 12 %. Analysen viser også, at over 50 % ser film mindst en gang om ugen.

40 % af danskerne foretrækker stadig at se film i biografen, og her ses en ret markant stigning i alderen 15-25 år, hvor præferencen for at se film i biografen er steget med hele 32 %. Biografen er også fortsat det sted, hvor danskerne oplever, at de får den højeste kvalitet i udbuddet.

De 50-65-årige bruger flere tjenester

Fra 2017 til 2019 er der sket en generel stigning i antallet af digitale streamingtjenester, som danskerne benytter til at se film og serier. Den største vækst ligger i aldersgruppen 50-65 år, hvor man gennemsnitligt anvender 2,7 tjenester, svarende til 33 % flere end i 2017. Væksten i denne aldersgruppe er drevet af alle tjenesterne, men Netflix, TV 2 Play, HBO Nordic og Viaplay har drevet en stor del, mens også DR TV nu anvendes af 50 % af de 50-65-årige, mod 44 % i 2017. Samme billede ser man hos aldersgruppen 66+, men med lidt lavere vækstniveauer. 17 % af danskerne benytter stadig ikke streamingtjenester, mod 21 % i 2017.

Der er i analysen samlet set spurgt ind til 200 spillefilm og mere end 120 serier. Hermed er der skabt overblik over udbredelsen af danske spillefilm på tværs af vinduer (biograf, streaming og tv) og etableret et katalog over udbredelsen af danske og udenlandske serier. Dette giver en ny gennemsigtighed i forhold til, hvor udbredte de enkelte serier er, og hvilken publikumsprofil de har – i mangel på datatransparens fra blandt andet Netflix eller HBO.

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i maj 2019 gennemført i alt 2.500 CAWI-interviews med 15-79-årige.

Analysen blev præsenteret på brancheseminaret FIKTION2019 afholdt på Filminstituttet tirsdag den 11. juni.

Tags: tal og fakta