Skibskatastrofen Scandinavian Star bliver til ny tv-serie

SERIE. Den tragiske skibskatastrofe på Scandinavian Star, der kostede 159 mennesker livet, bliver til en ny dokumentarisk tv-serie, der vil undersøge, hvorfor mordsagen aldrig blev opklaret.

Natten til den 7. april 1990 bryder den første af flere brande ud på passagerskibet Scandinavian Star på vej til Frederikshavn. Skibet var tidligere på aftenen stævnet ud fra Oslo og ombord var passagerer, der skulle til Danmark på påskeferie. Brandforløbet får katastrofale konsekvenser på grund af dårlige sikkerhedsforhold, og 159 af de 383 passagerer og 99 besætningsmedlemmer omkommer.

Branden, som viser sig at være påsat, er den største mordsag i Skandinavien siden Anden Verdenskrig og er stadig uopklaret den dag i dag, hvor overlevende og pårørende fortsat søger svar på, hvad der skete. Serien fortæller for første gang hele historien om Scandinavian Star som en fælles nordisk samtidshistorie, der strækker sig over tre årtier.

Holdet bag

Bag tv-serien står blandt andet Politikens journalist Lars Halskov, der har beskæftiget sig indgående med sagen i 8 år og udgivet den anmelderroste bog 'Branden – Gåden om Scandinavian Star', dokumentarfilminstruktør Mikala Krogh, som senest stod i spidsen for filmen 'Ekstra Bladet – Uden for citat' og manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, som er forfatter på blandt andet tv-serien 'Broen'.

Serien bliver filmet af den internationalt anerkendte fotograf Manuel Claro, der også fotograferede 'Melancholia' og 'Nymphomaniac', og den bliver klippet af Kasper Leick, der for nyligt vandt en Robert for sit arbejde på 'Underverden'.

'Scandinavian Star' produceres som tv-serie i 6 afsnit á 60 minutter med støtte fra Det Danske Filminstitut i et samarbejde mellem Danish Documentary ved producer Sigrid Dyekjær og Nordisk Film ved producer Thomas Heinesen. Serien co-produceres i Norge af Nordisk Film ved Sigurd Mikal Karoliussen i Norge. ‘Scandinavian Star’ forventes udsendt på DR, SVT og NRK.

Serien forventes at have premiere i foråret 2020 som markering af 30-året for katastrofen.