WIFT afholder masterclasses om køn og repræsentation

KØN. I et nyt initiativ afholder Women in Film and Television en serie masterclasses med efterfølgende workshops, som med udgangspunkt i kunsten sætter fokus på fortællinger, ligestilling og repræsentation i film og tv. Den første masterclass Inside story afholdes den 29. maj i Cinemateket.

Dara Marks portræt
Første masterclass og workshop ledes af Dara Marks (billedet) og Deb Norton med udgangspunkt i Marks' bog 'Inside Story - The Power of the Transformational Arc'. Foto: WIFT

WIFT er et internationalt branchenetværk med 45 afdelinger verden over, der arbejder på i at sikre ligestilling i mediebranchen. I løbet af 2018 afholder WIFT tre masterclasses og workshops med kvinder i fokus. Formålet er at kaste filmfagligt lys på en tematik, der harmonerer med filmbranchens aktuelle fokus på mangfoldighed.

Læs mere om DFI og Dialogforums status for kønsbalance i dansk film

Om WIFT

WIFT er en forkortelse for Women in Film and Television, som er et branchenetværk imellem kvinder, der alle arbejder professionelt i mediebranchen. Netværket arbejder for at styrke og synliggøre kvinder position i branchen. 

Netværket blev grundlagt i Los Angeles for over 30 år siden og består i dag af mange tusinde professionelle kvinder i 45 WIFT-afdelinger verden over. Den danske afdeling blev stiftet i maj 1999.

Gennem netværk, teknologi og kulturmøder, der har kvindelige fortællinger til fælles, arbejder WIFT for at skabe opmærksomhed omkring de fortællinger, der ikke tidligere er blevet realiseret, fordi de bæres af kvinder.

Fokus på overbevisende karakteropbygning og den feminine helterejse

Den første masterclass, Inside story, der finder sted den 29. maj, sætter fokus på at skabe en stærk, personlig, meningsfuld fortælling indefra og ud og tager udgangspunkt i Dara Marks bog 'Inside Story – The Power of the Transformational Arc'.

Susan Stølsvig Skovmand, der er manuskriptforfatter og talskvinde for WIFT, fortæller om Dara Marks' metode: "Hun har skabt en systematisk metode til at udvikle historier, hvor man sideløbende udvikler plot og karakter. Jeg oplever ikke, at man i branchen altid gør dette parallelt. Der er meget ofte fokus på plottet, og der findes utroligt mange værktøjer til at udvikle et plot med vendepunkter. Men der findes ikke på samme måde redskaber til at udvikle karakterer."

Fakta om initiativerne

Masterclasses og workshops henvender sig bredt til manuskriptforfattere, instruktører, fotografer, producere m.fl. indenfor film og TV – naturligvis også mænd. Dog skiller workshoppen Engaging the feminine heroic sig lidt ud, idet dens primære målgruppe er manuskriptforfattere, og derfor kun rummer 20 deltagerpladser.

 
Inside Story foregår i Cinemateket, mens Engaging the feminine heroic foregår på Filmskolen.

Den efterfølgende 4-dages workshop afholdes på Filmskolen, og her vil der blive arbejdet med den kvindelige heltindes fortællinger. Workshoppen er henvendt kvindelige forfattere og kunstnere, som gerne vil lære nye metoder til at benytte egne erfaringer kreativt og derved skrive stærkere og overbevisende fortællinger.

Både Inside story og workshoppen Engaging the feminine heroic ledes af Dara Marks og Deb Norton – to af Hollywoods nyskabende kvindelige manuskriptforfattere.

Deb Norton er forfatter, skrivecoach m.m. Hun leder den første masterclass og workshop sammen med Dara Marks. Foto: Deb Norton

Flere masterclasses og workshops i støbeskeen

Der vil til efteråret komme flere masterclasses og workshops, som fokuserer på kvindelig repræsentation på forskellig vis. WIFT har ikke endeligt fastlagt tidspunkt og indhold, men ifølge Susan Stølsvig Skovmand kan man godt glæde sig.

WIFT har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut via ordningen Almen Støtte til at afholde masterclasses og workshops.

Læs mere om DFI's støtte til almene formål

Mangfoldighed

I arbejdet for at bevare og løfte kvaliteten af dansk film er det DFI's ambition at fremme mangfoldighed og ligelighed mellem mænd og kvinder. Ambition skal blandet andet indfries via samarbejder mellem branchen – eksempelvis WIFT – og DFI.