"Livet er jo ikke værd at leve uden spænding, og kommer døden, ja så kommer den …"
Sådan sagde stumfilmstjernen og luftakrobaten Emilie Sannom til ugebladet Vore Damer i 1919, 12 år inden døden rent faktisk kom til hende. Under en flyveopvisning i Grenå foldede hendes faldskærm sig ikke ud, og hun styrtede 600 meter og blev dræbt på stedet, da hun ramte jorden foran 8000 tilskuere. Hun blev 44 år.
Emilie Sannom, kaldt Mille, var Danmarks første stuntkvinde, før det begreb overhovedet fandtes. Som skuespiller kastede hun sig ud i farlige stunts til lands, til vands og i luften i 1910'ernes populære sensationsfilm og blev kendt som "filmens vovehals", der var skrappere end nogen mand. Uden nogen egentlig træning eller nogen sikkerhedsforanstaltninger lod hun sig binde fast til drejende vandhjul og brændende møllevinger. Hun lå bagbundet i en væltende prærievogn og fastspændt mellem togskinner, mens et tog kom buldrende hen over hende. Hun susede afsted til hest, i bil og på motorcykel, klatrede over hustage og op og ned ad stejle mure, balancerede på line mellem skibsmaster og hang sig i en flyvemaskines understel.
"Første gang var det ikke afgjort behageligt," sagde Emilie Sannom i sin sædvanlige slagfærdige og nonchalant stil i et interview med Måneds-magasinet om at blive kørt over af et tog.
"Wagonnerne er der ingen fare ved, men lokomotivet kan jo være lidt nærgående. Jeg lå mellem to sveller, i trikot og med paryk – mit eget hår havde jeg strammet så meget sammen, det blot var muligt. Og så kom lokomotivet. I det sekund, da det kastede skygge over mig, var situationen slet ikke behagelig, jeg skal ikke nægte, at der gik en gysen igennem mig. Men det var også kun et sekund, så var det overstået, og så kunne jeg for så vidt gerne gøre det så ofte det skulle være, det rørte mig ikke længere."
I dag er dumdristighed ikke en dyd
I dag ville Emilie Sannom aldrig have udført sine stunts uden sikkerhedswire og en professionel stuntkoordinator, og hun ville formentlig være udstyret med to faldskærme og et sikkerhedsnet, mener stuntkvinderne Anne Rasmussen og Tina Robinson, der arbejder med både film og teater. De er begge imponerede over Emilie Sannoms tidlige bedrifter og status som banebryder og genkender hendes kamp for at bevise sit værd som kvinde i en mandsdomineret branche. Men dumdristighed ser de ikke som en beundringsværdig dyd.
"I dag ville Emilie Sannom nok mere være ovre i 'Jackass'-kategorien," siger Anne Rasmussen. "Hendes tids stunts var meget farefulde, og teknikkerne var ikke særligt veludviklede. I dag handler stunt meget om planlægning, teknikker og om at gøre alt for at minimere risikoen for at komme til skade. Skulle jeg balancere mellem to skibsmaster, ville jeg helt klart have en sikkerhedswire på. De kan i dag fjernes i redigering – det kunne man ikke dengang."
"Der er stadig folk, der kommer alvorligt til skade og dør, men det er heldigvis sjældent," fortæller Tina Robinson, som er amerikaner og uddannet i skuespil og stagefight i USA og England, inden hun flyttede til Danmark i 1988 og blev en af de første danske stuntkvinder i moderne tid, efter at Lasse og Martin Spang Olsen i 1980'erne havde introduceret stunt, som vi kender det i dag.
Tina Robinson har udørt stunts i bl.a. "Klinkevals", "Tempelriddernes skat", "Flammen & Citronen", "Jeg er Dina", "Vølvens forbandelse" og "Blekingegadebanden".
"Man har fundet ud af, at vovehalse har et bestemt gen, der gør, at de skal have det der kick. Det har jeg ikke. Men jeg synes, det er spændende at bruge min krop. For mig handler det også om stoltheden i at udføre stuntene. Jeg har altid sagt, at jeg er 'one take Tina'. Også fordi det ikke er så sjovt at rulle ned ad en trappe uden knæbeskyttelse seks gange."
"Jeg er heller ikke en vovehals," siger Anne Rasmussen, som har arbejdet med stunt siden midt-90'erne. "Jeg bryder mig faktisk ikke om at arbejde for nogen, der er vovehalsagtige. Jeg har ikke brug for at vide, at det her kommer til at gøre ondt, og hvor er det spændende. Jeg foretrækker at fokusere på, hvordan jeg kan undgå at komme til skade, analysere situationen og være rolig undervejs. Jeg kan godt lide kombinationen af bevægelse, skuespil og teknikker."
Er du parat til at dø?
Emilie Sannom blev beskrevet som "kvinden der ikke kunne gyse" og sagde i et interview:
"Jeg er født med en overbevisning om, at hvad der end sker mig, så skal jeg nok klare den! Jeg bliver aldrig grebet af panik, aldrig rådløs, aldrig sanseløst forfjamsket, som jo de allerfleste mennesker bliver i overraskende eller virkeligt farefulde situationer."
Koldblodighed er alfa og omega som stuntkvinde, er Rasmussen og Robinson enige om. De har begge flere gange været ude for stunts, der ikke er gået efter planen, og så gælder det altså om at revurdere situationen i en fart og undgå panik.
Som da Anne Rasmussen blev bremset af et fejlplaceret håndtag på et reb midt i en saltomortale i 15 meters højde og hang hjælpeløs midt på en østrigsk operascene i to minutter. Eller da Tina Robinson fik sat ild til sig og blev kastet gennem et vindue, hvor det nederste af glasset viste sig ikke at være hærdet og derfor ikke knustes, inden hun ramte det (man bruger elektrisk stød, som bliver udløst af en person off camera, lige før stuntpersonen rammer) Hun var få centimeter fra at blive ramt af glasset.
"Der skete ikke noget, men det er lidt tankevækkende," siger hun. "Når et ungt menneske ringer til mig og spørger, om de kan komme i praktik hos mig, fordi de gerne vil være stuntmænd eller kvinder, spørger jeg: 'Er du parat til at dø?' Det er farligt det her."
"Men det er også i de situationer, at jeg finder ud af, at jeg er god til mit job," siger Anne Rasmussen. "Når alt går i slowmotion, og det lykkes at analysere mig ud af situationen."
Mænd får de seje stunts
Selvom der kan ske fejl, er der dog kommet langt større fokus på sikkerhed i filmbranchen. Mange ubehagelige situationer kan undgås ved først og fremmest at hyre en stuntmand eller -kvinde i stedet for at bede skuespillerne om selv at udføre stuntene. Dernæst er det vigtigt at hyre en stuntkoordinator, fortæller de to stuntkvinder, som gerne selv gør opmærksom på, hvad der skal til for at sikre dem.
Anne Rasmussen har bl.a. været stunt double på "Broen", "Allegro", "Offscreen" og "Sover Dolly på Ryggen?".
Der er kun en håndfuld stuntkvinder i Danmark, og selvom det i dag er almindelig praksis at hyre kvinder som stunt doubles for kvindelige skuespillere, er der ifølge Tina Robinson og Anne Rasmussen langt igen for lighed, når det gælder stuntkoordination.
"Jeg har tit tænkt, at jeg gider ikke mere, når alle mine mandlige elever fik jobs som stuntkoordinatorer, og jeg ikke fik. Vi er kommet langt i forhold til at lave stunts, men dét at koordinere stoler folk tilsyneladende ikke på, at kvinder kan," siger Tina Robinson.
Når de kommer ud for f.eks. at undervise, oplever begge kvinder at blive mødt med skepsis fra mændene. Tricket er hurtigt at demonstrere noget, der imponerer dem.
"Det bliver dog bedre – det har været en lille smule nemmere for mig end for Tina," siger Anne Rasmussen. "Men i dansk film er det stadig primært mænd, der laver de seje stunts. Som kvindelig stunt double er det ofte noget med, at man falder ned ad en trappe, eller der sker et uheld," siger Anne Rasmussen.
"Og så har vi kvinder en anden udfordring: Tøjet!" supplerer Tina Rasmussen.
"Ja, jeg skulle f.eks. lave et tre meters baglæns fald i tights, top og ingen sko. Vores mandlige kolleger kan tit beskytte sig med store hættetrøjer. Det er meget sjældent, at vi får lov til at have så meget tøj på."
Sannom gik på line på krokodilleryg
Emilie Sannom var også ofte letpåklædt – det var en del af hendes dristige image, der blev grundlagt i de tidlige år på de københavnske teatre, hvor hun blev populær både blandt anmeldere og publikum for sine mange erotiske roller. Pressen beskrev Sannom som "raffineret", "smuk og livfuld", "en blond gazelle", "en nydelig elskerinde" og "en fiks lille sensation" med "en vovet stil". Hun høstede ofte højere anerkendelse end den "mørke og mystiske" Asta Nielsen, som hun fulgtes med i de tidlige år, inden Asta Nielsens karriere eksploderede internationalt.
Still fra "Diligencekusken fra San-Hilo" (1914). Foto: DFI Billed- & Plakatarkiv.
Det var Emilie Sannoms mor, der skubbede sine døtre ind i den københavnske teaterverden – søstrene Charlotte, Thora og Ragnhild blev også skuespillere. Emilie Sannom fik sin første rolle som nissepige i en juleforestilling på Dagmar-teatret som 8-årig. Inden da havde familien tilbragt syv år i Florida, hvor forældrene prøvede lykken på en appelsinfarm. Den barske opvækst er, ifølge Emilie Sannom selv, hemmeligheden bag hendes vovemod.
"Det er et land, der giver koldblodighed og stærke nerver," fortalte hun i Måneds-magasinet og nævner en vrimmel af klapperslanger og krokodiller som del af de daglige udfordringer på vej til skole. "Det er krokodillerne, der har lært mig at gå på line. Deres skarpe takkede rygrad er en udmærket øvelsesplads. Dog har jeg kun øvet mig på døde eksemplarer."
Kan et mandfolk leve anderledes?
Sannom var fra starten tiltrukket af et liv uden for det pæne borgerskab, og da filmproduktionen tog fart i Danmark med Nordisk Film i 1906, trak det nye sensationelle medie i hende. Hun fik sine første filmroller i 1907 – formentlig i "For en Kvindes Skyld" eller "Et Drama fra Riddertiden", der begge er gået tabt – og blev del af den faste stab på Nordisk Film. Hun fortsatte hos andre producenter som letsindig femme fatale, bl.a. i Carl Alstrups "Apachepigens Hævn" (1909) og ikke mindst i Urban Gads banebrydende "Afgrunden" (1910), hvor hun spiller varietépige og jalousifremkaldende rivalinde til Asta Nielsens karakter.
Samtidig lagde hun grunden til sit senere image som vovehals, da hun som Ofelia i August Bloms "Hamlet" (1911) udførte sit første stunt ved at kaste sig i Kronborgs mudrede og vinterkolde voldgrav. I 1912 blev Sannom ansat på Det Skandinavisk-russiske Handelshus (året efter omdøbt til Filmfabriken Danmark), der satsede benhårdt på sensationsfilmen og dyrkede Sannoms talent som 'filmens vovehals' til fulde. Hun blev selskabets store stjerne og udførte både sine egne stunts og var stand-in for andre skuespillere.
"Jeg er født til sensationer både i luften og på jorden. Jeg holder mest af forbryderfilm og den slags. Denne spænding – om man slipper godt fra det – det er dejligt. Jeg kan derimod ikke lide de film, hvor vi skal sjæle. Jeg vil hellere stjæle!" sagde Sannom. Og hun fik da også størst succes i rollerne som snedig forbryderske i filmserierne "Nattens Datter" (1915-17) og detektiv i "Panopta" (1917-19).
Frigjort, frygtløs, fandenivoldsk og forførende. Sådan var Emilie Sannoms roller, og hun fortsatte med at vise sin pikante side bl.a. i en for tiden uhørt dristig badedragt, som blev bortcensureret. I en tid præget af kvindernes kamp for stemmeret var den selvstændige kvindetype på mode.
Emilie Sannom i vovet badedragt i "Panopta". Foto: DFI Billed- & Plakatarkiv.
"Jeg vil ikke spille sød, ung pige, der vender spejlæggene, når hun ser den elskede genstand. Den slags film egner jeg mig ikke for," fortalte Sannom magasinet EVA i 1925 og svarede i samme interview på et spørgsmål om, hvad hun ville gøre, hvis hun var mand: "Jeg synes ikke, der er megen forskel, sådan som jeg har levet livet. Kan et mandfolk leve anderledes?"
Privat fik Sannom en datter uden for ægteskab – ikke ualmindeligt i kunstnermiljøet – som primært blev opdraget af sin mormor, mens mor var ude at optage film. Emilie Sannom flyttede aldrig fra barndomshjemmet i Stefansgade på Nørrebro.
Den lunefulde faldskærm
I 1919 sang det danske stumfilmeventyr på sidste vers, og Filmfabrikken Danmark indstillede sin spillefilmproduktion. Emilie Sannom vendte tilbage til teatret med beskeden succes og optog et par film i Tyskland og Italien, bl.a. Alfred Linds succesfulde "Luftens Herskerinde" fra 1922. Tilbage i Danmark – hun savnede sin datter – ernærede hun sig i sine sidste år som luftakrobat og faldskærmsudspringer i soloshows. Hun var startet på flyveundervisning i 1918 sammen med kollegaen Stella Lind (der året efter døde af lungebetændelse efter et styrt i Hellerup Havn), men fik aldrig sit flyvercertifikat. Det holdt hende dog ikke tilbage.
"Det er jo en færdighed, jeg kan anvende i filmens tjeneste, men egentlig begyndte jeg på det, fordi det fristede mig så vanvittigt," siger hun i Måneds-magasinet. "Det er vidunderligt dejligt. Man sidder i maskinen så trygt som en lænestol, og der er aldeles ikke tale om nervøsitet eller svimmelhed."
Lige præcis faldskærmen, der i skæbnens tragiske ironi kostede hende livet, var hun dog ikke tryg ved. "Man kan jo ikke sige, at jeg er bange af mig. Men jeg er meget bange for en ting: Faldskærmen, den er rædsom, jeg er prisgivet dens luner. Flyvemaskinen stoler jeg blindt på, men faldskærmen…" sagde hun i et interview med BT.
Klip fra "Filmens Vovehals" (1923), der indeholder scener med Emilie Sannom fra en række forskellige film.
Emilie Sannom fremstod offentligt som en frygtløs powerkvinde, der ville lave sine dumdristige stunts. Men hvor meget blev hun egentlig udnyttet? Sensationsfilmene var en guldgrube for filmselskaberne, og filmen var på det tidspunkt et industrielt underholdningsprodukt. Producenterne gav skuespillerne en temmelig rå behandling. Emilie Sannom beskrives som beskeden og en dårlig lønforhandler, der ikke kendte sit værd. Instruktører som August Blom og Alfred Lind forsøgte til tider at tale hende fra at udføre de vildeste stunts, men om hun følte et pres for at gennemføre alligevel – fra selskabet, af økonomiske årsager, for at opretholde sit renommé – eller hver gang havde lyst til at sætte livet på spil i jagt på det næste adrenalinkick, kan man kun spekulere i.
Ved hendes død skrev Tom Kristensen et mindedigt til hende, hvor han beskrev hendes dumdristighed som en fattig kvindes desperate jagt efter brød på bordet. Han skrev:
Billigt er livet, veninde.
Modet er ingenting værd.
Dagligt at trodse en pludselig død
gav dig måske det daglige brød.
Modet er sjældent, veninde;
men det er ingenting værd.
Hvad var din leg under himlen?
Kamp for det daglige brød.
Frygten for døden var ikke så stor.
Større var frygten for livet på jord.
Flyvende let under himlen
kæmped du hårdt for dit brød.
Fattigdom lærte at flyve,
spille i solen og le
Det er det smukkeste syn, der er til:
Armod forvandlet til legende spil
slæbe forvandlet til flyve,
slide forvandlet til le
Alle små, fattige kvinder
Må have noget til salg
Du havde solgt os dit blændende mod,
Morild, som jagede gennem dit blod
Kære og fattige kvinde!
Hvad har du nu til salg?
Nu vil vi købe dig, kvinde!
Alle de mildeste ord,
alle de dyreste ord kan du få.
Kvinde, men nu kan du ikke forstå,
at nu vil vi købe dig, alle,
med alle de dyreste ord.
Fra digtet står disse to linjer på hendes gravsten:
"Frygten for døden var ikke så stor.
Større var frygten for livet på jord."
Se 'Filmens Vovehals' på Stumfilm.dk: