I filmserien 'Det atlantiske fællesskab' præsenterer Natos medlemslande sig selv. Dette er Norges indslag. I filmen introduceres vi bl.a. for norsk industri og naturressourcer såsom fiskeri, savværk, landbrug og vandkraft Filmen giver indblik i livet i det fjerne nord med fokus på Kirkenes, hvor beboerne lever side om side med den russiske grænse. Derefter går turen til hovedstaden Oslo, hvor naturen også spiller en rolle i bybilledet, hvilket bl.a. kan ses i Gustav Vigelands skulpturpark. Nordmændene elsker naturen og har to helt store kærligheder: ski og sol. Når solen skinner, er alle nordmænd ude. Men vinteren er lang i Norge, og de barske naturforhold betyder, at landets forsvar kræver særlige redskaber, ikke mindst hvad angår transport, som typisk foregår på slæde eller ski.