I filmen ”Hen ad vejen” får du historien om færdselssikkerheden i Danmark fra ca. 1930 og til midt i 80’erne: I løbet af 20'erne og 30'erne bliver der mere behov for trafiksikkerhed på veje og fortove, og i 1935 bliver foreningen Større Færdselssikkerhed oprettet på privat initiativ. I 1937 begynder staten også at interessere sig for sikkerheden og Justitsministeriets Udvalg for Færdselspropaganda oprettes.
I filmen, som blev produceret i anledning af Rådet for Større Færdselssikkerheds 50 års jubilæum i 1985, indgår der klip fra klassiske kampagnefilm som "Om igen Fru Jensen", "Næste gang er det din tur", "80 km", "Den syvende sans" og "Kurt kan li' kubik".