En reportagefilm om Nordens Husmoder Forbunds (NHF) Stævne i København den 21. maj 1946. I dagene op til ankommer den norske formand Amalie Øvergaard og ærespræsident norske Fru Marie Michelet med fly. De øvrige norske og svenske deltagere ankommer med båd. Den 20. maj møder NHF-repræsentanter pressen og De danske Husmoderforeningers (DDH) hovedbestyrelse på restaurant Wivex. Samme dag nedlægges kranse ved DDH's afdøde landsformand fru Ingeborg Richters grav i Brønshøj, og der holdes møder i DDH og ACWW (Associated Country Women of the World). Den 21. maj er der morgenandagt i Grundtvigskirken med tilstedeværelse af dronning Alexandrine. Derefter tager deltagerne med sporvogn til K.B. Hallen, hvor stævnet afholdes. K.B. Hallen er fyldt til randen med husmødre - mere end 1000 delegerede deltager. Dronningen skridter rækkerne af. Der holdes taler fra en talerstol udsmykket med Dannebrog. Statsminister Knud Kristensen holder åbningstalen. De delegerede besøger samme dag Københavns Rådhus. Fyrværkeri om aftenen i Tivoli afslutter stævnet.