Producer. Født 1971. René Ezra afsluttede sin uddannelse på Den Danske Filmskole i 2003. Han producerede Thomas Bjerregård Nielsens afgangsfilm 'Aftenland'.
Siden har han blandt andet produceret den Oscar-nominerede kortfilm 'Helmer & søn' (Søren Pilmark, 2006), 'Sprængfarlig bombe' (Tomas Villum Jensen, 2006) og tv-serien 'Mr. Poxycat & Co.' (Nikolaj Lie Kaas, 2007), sidstnævnte sammen med producer Tomas Radoor.
I 2010 producerede han 'R' (Tobias Lindholm, Michael Noer), der vandt prisen for bedste film ved Göteborg Filmfestival samt Robert- og Bodil-uddelingerne. Filmen markerede starten på et kreativt samarbejde med Lindholm og Noer, der fortsatte på 'Kapringen' (Tobias Lindholm, 2012), som var udtaget til Venedig og vandt prisen for bedste film ved både Robert og Bodil, 'Nordvest' (Michael Noer, 2013), der vandt FIPRESCI-prisen på Göteborg Filmfestival, 'Nøgle hus spejl' (Michael Noer, 2015) og 'Før frosten' (Michael Noer, 2019), der var udtaget til Toronto Filmfestival.
Han har desuden produceret 'Dronningen' (May El-Toukhy, 2019), vinder af publikumprisen på Sundance og hovedprisen på Göteborg Filmfestival, 'En helt almindelig familie' (Malou Reymann, 2020), samt de store publikumssucceser 'Klassefesten' 1+2+3 (Niels Nørlev Hansen, 2011, Mikkel Serup, 2014, Birger Larsen, 2016).
Ezra blev udpeget som Producer on the Move i forbindelse med Cannes-festivalen 2006.