Dansk filmhistorie: 1940-1949

I besættelsestiden skifter de danske film karakter og bliver mørke samtidig med, at der kommer større fokus på det nationale. Dokumentarismen blomstrer op, og dokumentarfilm bliver almindelige som forfilm i biograferne. Efter krigen slår dansk film ind på en mere virkelighedsnær retning med fokus på hverdagens skæbner og samfundsmæssige problemer.

Johan Jacobsens 'Soldaten og Jenny' (1947).

Film i mørket: Besættelsestidens filmkultur

Ved den tyske besættelse af Danmark i april 1940 blev dansk film underlagt besættelsesmagtens direktiver.

Tyskerne kontrollerede helt selskabernes adgang til råfilm og bestemte over biografernes repertoire. Der blev nu vist flere tyske film i biograferne (på et tidspunkt skulle hver anden film på Københavns premierebiografer være en tysk film), men film fra de allierede lande blev dog først forbudt med udgangen af 1942.

De danske film, der blev produceret i perioden, kunne selvsagt ikke fremføre kritik mod besættelsesmagten, og filmene undgik næsten fuldstændig at referere til den aktuelle situation, men skiftede klart karakter. Kriminalitet og uhygge havde hidtil stort set været fraværende i dansk tonefilm ('Præsten i Vejlb'y var en undtagelse). Men nu var det de mørke film, der slog igennem, blandt andet med Bodil Ipsen og Lau Lauritzen Juniors dystert psykologiske 'Afsporet' (1942), produceret af selskabet Apollon-Film hos ASA, og gyseren 'Mordets Melodi' (1944), der havde mindelser om fransk poetisk realisme og amerikansk film noir.

Dansk film fik i det hele taget en mere international orientering. Komediegenren bevægede sig væk fra den traditionelle folkekomedie og hen mod den sofistikerede amerikanske screwball comedy a la Lubitsch som det ses i Bodil Ipsens En Herre i 'Kjole og Hvidt' (1942), men især hos Johan Jacobsen, der markerede sig som en af periodens hovedskikkelser med komedier som 'Mine kære Koner' og 'Som du vil ha' mig -!' (begge 1943). Hans elegante episodefilm 'Otte Akkorder' (1944), om en grammofonplade der går fra hånd til hånd, hentede sin struktur i Julien Duviviers franske Et balkort (Un carnet de bal) og den amerikanske Seks skæbner (Tales of Manhattan).

Plakater fra perioden

Samtidig kom der dog også større fokus på det nationale. Svend Methlings klassikerfilmatisering 'Sommerglæder' (1940), baseret på Herman Bangs roman, gav et både rørende og satirisk billede af et fordums provins-Danmark set via et mylder af personer; Emanuel Gregers' 'Sørensen og Rasmussen' (1940) fortalte gemytligt om grevinde Danner og Frederik VII på herregårdsbesøg. Dertil kom Schnéevoigts biografiske 'Jeg har elsket og levet' (1940), om komponisten Weyse fra 1800-tallets romantiske guldalder i dansk kultur, og 'Tordenskjold gaar i Land' (1942) om søhelten fra 1700-tallet.

Dreyers 'Vredens Dag' (1943), med dens skildring af tortur og hekseforfølgelse i 1600-tallet, kunne opfattes som en indirekte kommentar til nazismen, selv om det ikke var Dreyers hensigt. Til gengæld var der ingen tvivl om, at Hagen Hasselbalchs korte dokumentarfilm 'Kornet er i Fare!', der blev udsendt i april 1945 kort inden befrielsen, helt bevidst både var en regulær oplysningsfilm om bekæmpelse af kornsnudebiller og samtidig en vittig fabel med underforstået reference til den tyske besættelsesmagt.

Frihed og flugt: Dokumentarisme og eksperimentalfilm i 40’erne

Korte dokumentarfilm blev i besættelsestiden almindelige som forfilm i biograferne, hvor de i nogen grad kunne erstatte de upopulære tyske ugerevyer (en ordning som institutionen Ministeriernes Filmudvalg, 1944-66, fik etableret), og det betød især muligheder for unge instruktører.

Bjarne Henning-Jensens 'Brunkul' (1941) og 'Papir' (1942) og Ole Palsbos 'Spild er Penge' (1942) var oplysende film efter britisk forbillede. Som hos producenten John Grierson, der bl.a. stod for den trendsættende Night Mail (1936), satsede også den danske dokumentarisme på at forene oplysning, poesi og æstetik, bl.a. i film som Karl Roos' 'Under Straatag og Lyr'e (1942), om Frilandsmuseet og bondelivet i gamle dage, Theodor Christensens 'Mennesker i et Hus' (1943), om sociale problemer og institutionerne, der kan løse dem, og Hagen Hasselbalchs 'Shaped by Danish Hands' (1948), om danske kunsthåndværkere.

Efter krigen kom Theodor Christensens kontroversielle hovedværk 'Det gælder din Frihed' (1946), der med satirisk brod kritiserede regeringens samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Også Dreyer lavede flere dokumentarfilm i perioden, bl.a. den socialt engagerede 'Mødrehjælpen' (1942), hans første film efter en lang ufrivillig pause, samt 'Thorvaldsen' (1949).

Det var også i denne periode, dansk eksperimentalfilm begyndte. Theodor Christensen og Karl Roos skrev manuskript til 1600-tals røverhistorien 'Jens Langkniv' (1940), som forsøgte at give dansk film lidt avantgardistisk filmsprog, inspireret af russisk montage, men desværre helt uden held. Ellers var det ligesom i andre lande især billedkunstnere, der stod for eksperimenterede kortfilm. Dokumentaristen Jørgen Roos samarbejdede med billedkunstneren Albert Mertz om den korte 'Flugten' (1942), en modernistisk studie på syv minutter, og lavede siden sprælske kortfilm med surrealisten Wilhelm Freddie, Det definitive afslag på anmodningen om et kys (1949) og Spiste horisonter (1950).

Hverdagen vender tilbage: Efterkrigsrealisme i dansk film

Danmark blev befriet i maj 1945, og allerede inden årets udgang kom der to spillefilm om modstandsbevægelse og sabotage, Bodil Ipsen og Lau Lauritzen Juniors 'De røde Enge' og Johan Jacobsens 'Den usynlige Hær', der siden blev fulgt op af værnemagerdramaet 'Tre år efter' (1948).

Hermed slog dansk film ind på en mere virkelighedsnær retning, en kritisk-humanistisk realisme med fokus på hverdagens skæbner ikke uden lighed med den samtidige italienske neorealisme, og der blev sat fokus på samfundsmæssige problemer. Ole Palsbo kom med skarp social og psykologisk analyse i 'Diskret Ophold' (1946) og især 'Ta' hvad du vil ha'' (1947) med dens skildring af en kynisk stræbers karriere. Bjarne Henning-Jensen kom med den smukke 'Ditte Menneskebarn' (1946), baseret på Martin Andersen-Nexøs klassiske roman om en pigeskæbne fra et ældre landmiljø, og lavede sammen med hustruen Astrid både det intense psykologiske forbryderdrama 'Kristinus Bergman' (1948) og komedien 'De pokkers Unger' (1947), den første danske børnefilm. I samme genre fortsatte Astrid Henning-Jensen alene med den korte 'Palle alene i verden' (1949, først vist i Danmark 1954), der står som en klassiker i børnefilmen.

Et hovedværk var Johan Jacobsens 'Soldaten og Jenny' (1947), der med engageret realisme skildrede sociale uretfærdigheder gennem historien om to af hverdagens taberskæbner, spillet af de nye stjerner Poul Reichhardt og Bodil Kjer. Filmen var produceret af selskabet Saga Film, der blev oprettet i 1942 med John Olsen som leder. Selskabet stod også bag den film noir-agtige John og Irene (1949), hvor Bodil Kjer og Ebbe Rode var det omrejsende dansepar, som drages ind i forbrydelse og undergang.

Som en atypisk produktion fra tiden står den spillefilmlange tegnefilm 'Fyrtøjet' (1946), første danske farvefilm, baseret på H.C. Andersens eventyr.

Se også

 

Se mere om filmene