Walt Disney bestemte, at studiets første lange tegnefilm, ”Snehvide og de syv dværge”, skulle eftersynkroniseres til lokale sprog ved premieren i 1938. Clara Pontoppidan, Det Kgl. Teaters førstedame, indtalte den onde dronning på dansk, og hendes præstation, som ifølge anmelderne overgik den amerikanske original, skræmte publikum fra vid og sans.
I visse scener tegnede man sågar dansksproget tekst ind på billederne, for at ”Snehvide” kunne lanceres som ”Disneys danske Eventyrfilm”.
Ved repremieren i 1982 valgte Disney at skrotte den ”charmerende duarder-københavnske diktion fra anno dazumal” og lægge nye stemmer på filmen. Den oprindelige version ansås for tabt, indtil dubbingpodcasten Med Dansk Tale mirakuløst fandt en ophugget 35mm-kopi sidste år.
Inden visningen af den genfundne film fortæller journalist Brian Iskov om de gamle stemmer i ’Snehvide’ og detektivarbejdet med at fremskaffe kopien, der ikke har været vist i biografen siden 1970'erne. Thomas Christensen, museumsinspektør ved DFI, vil fortælle om arbejdet med at scanne den lasede kopi. Den nye digitale film er en direkte overførsel og ikke en restaurering. Forestillingen er en unik mulighed for at se filmen med den oprindelige danske lydside. Billedsiden fremstår råt og til tider lidt hoppende, men med en varme og analog kvalitet, der er stort set borte i de senere versioner.
Introduktionen varer ca. 25 min. (børn er meget velkomne til at springe denne over). Mulighed for spørgsmål efter film. Samlet varighed for intro, film og spørgsmål ca. 120 min. Billetpris: 95/65 kr. Kun køb – ingen reservation.
Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket
Director: David Hand
Verdens første lange tegnefilm er en milepæl i filmhistorien og en imponerende kraftpræstation. Disney leverede en forholdsvis blød udgave af Grimms moralske eventyr om den yndige Snehvide, der beordres likvideret af den onde, forfængelige dronning. De syv dværge er skildret med megen humor og fremstår som præcise personligheder. 'Snehvide' er en romantisk operette fyldt med vittige, poetiske detaljer og iørefaldende sange.
Original title: Snow White and the Seven Dwarfs
USA, 1937
DCP, 83 min.
Dansk tale
Tilladt for alle