Danske film på plakaten i Amsterdam

IDFA 2018. Kaspar Astrup Schröders 'Fantasi fantasi' om to tvillingepigers hverdag med autisme og Cathrine Marchen Asmussens 'En verden uden ondt' om Natalies tro på Jehova skal begge dyste i børnefilmkonkurrencen på IDFA i Amsterdam. Få overblik over de i alt fem danske titler, der fra 14. november indtager scenen på den prominente hollandske dokumentarfestival.

Fra efterdønningerne af den første forelskelse til konsekvenserne af global kærlighed, fra flygtningeliv i limbo over børneliv med autisme og til troens kraft – emnerne rækker vidt i de fem danske film, som publikum i Amsterdam kan opleve under dokumentarfilmfestivalen IDFA fra 14. til 25. november.

IDFA, der regnes for at være et af årets helt store festivaltræf for dokumentarer med film, faglige fora, finansieringsmøder og udstillinger, inviterer med sin 31. udgave til et program med næsten 300 film og interaktive projekter, der skal "stimulere til nysgerrighed og rejse nye spørgsmål", som det lyder fra festivalen. 

Danske børnefilm i konkurrence

To danske film skal dyste med ti andre titler fra blandt andet Indien, Colombia og Polen i IDFAs børnefilmkonkurrence.

I Cathrine Marchen Asmussens En verden uden ondt følger vi 12-årige Natalie, der er et af Jehovas Vidner. Hun tror på Paradisets komme – en ny verden, hvor hendes elskede, afdøde onkel vil komme til live igen.

"Jeg var interesseret i at konfrontere mine egne fordomme om religion og undersøge, hvad det er for en tiltrækningskraft, der ligger i tro. Hvorfor er der nogen, der tror, og hvad betyder religionen for dem?” siger instruktøren i Filminstituttets engelsksprogede interview.

'En verden uden ondt', der er en af tolv film om børn og deres særlige trosretning, blev vist herhjemme i oktober på DRUltra og kan stadig ses på dr.dk.

Kaspar Astrup Schröders Fantasi fantasi er filmet over tre år og følger de to tvillingepiger Molly og Smilla fra de er 11, til de er 15 år. Pigerne har autisme, og de skal lære at leve med bevidstheden om, at de er anderledes.

"Da jeg lærte tvillingerne at kende, blev jeg fascineret af, hvordan fantasien havde frit løb hos dem, og hvordan de udfordrede og styrkede hinanden," fortæller Kaspar Astrup Schröder i et interview på engelsk.

Tre titler i øvrige programmer

Emil Næsby Hansens Skjold & Isabel er udtaget til en ny serie, Luminous, med film der ifølge festivalen præsenterer stærkt personlige historier som et vindue mod samtiden. Filmen om to unge, der har slået op med hinanden, men som ikke kan gå fra hinanden, havde premiere herhjemme på CPH:DOX og senere i biografen.

"Alle kender det rum efter et break-up, inden man er helt splittet. Det er et højpotent dramatisk rum fyldt med kærlighed, tvivl og splid," siger Emil Næsby Hansen i et interview lavet i anledning af den danske biografpremiere.

Janus Metz og Sine Plambechs Hjertelandet, der startede sin festivalfærd i Toronto og vandt hovedprisen på Zürich Filmfestival, er udtaget til serien Best of Fests, der præsenterer stærke titler fra det forgangne festivalår. Filmen om dansk-thailandske ægteskaber i Thy havde premiere i de danske biografer i september.

Endelig skal den danske digter og lydkunstner Pejk Malinovski deltage i konkurrencen for interaktive fortællinger med This Room, der udnytter Virtual Reality-teknologien til at skabe en nærgående fremstilling af den frygt og usikkerhed, som mange flygtninge befinder sig i på deres lange rejser. Sidste år vandt Trine Laier prisen i samme kategori for sit dokumentariske spil 'Yderst hemmeligt'.

'This Room' kan opleves herhjemme på KØS, museet for kunst i det offentlige rum i Køge, frem til februar som en del af udstillingen 'Transit' – samt på Københavns Hovedbanegård frem til 25. november.

Seks projekter på Forum

Af de 51 projekter fra 26 lande, som er udvalgt til IDFAs vigtige finansieringsforum, er seks fra Danmark. Her skal holdene præsentere deres historier for tv-stationer, fonde, producenter og andre investorer med interesse for kreative dokumentarfilm. 

Instruktørerne bag de danske projekter er Camilla Nielsson, Sun Hee Engelstoft, Mira Jargil, René Sascha Johannsen, Lasse Barkfors, Frida Barkfors og Guy Davidi, og emnerne rækker fra demokrati, international adoption, familier i krise og popkultur. IDFA Forum finder sted 18.-21. november.

Priser 21. november 

IDFA finder sted 14.-25. november i Amsterdam. Vinderne af konkurrencerne kåres onsdag den 21. november kl. 20. Festivalen uddeler løbende en håndfuld andre priser, blandt andet publikumsprisen fredag den 23. november. Se mere på idfa.nl.

Få overblik

Artikler, baggrund, filmkatalog og trailers er samlet på vores engelsksprogede festivalsite, der skal give det internationale publikum overblik over de danske film på IDFA. På sitet findes også en liste over de seks danske projekter på IDFA Forum.


Danske film på IDFA 2018

Kids & Docs Competition

Børnefilmkonkurrence

Best of Fests

Festivalfavoritter

  • Hjertelandet af Janus Metz og Sine Plambech
    Produceret af Lise Lense-Møller for Magic Hour Films

Luminous

Personlige dokumentarfilm om samfundet i dag

  • Skjold & Isabel af Emil Næsby Hansen
    Produceret af Emil Kramhøft Dinsen for Wergeland Film

IDFA DocLab Competition for digital storytelling

Interaktive og multimedie-produktioner 

  • This Room af Pejk Malinovski 
    Produceret af Pejk Malinovski til KØS – Museum for kunst i det offentlige rum

Koproduktioner

Udenlandske film lavet i samarbejde med danske producenter

  • Angels Are Made of Light af James Longley
    Amerikansk-dansk-norsk
    Koproduceret af Final Cut for Real
    IDFA program: Best of Fests
  • Aquarela af Victor Kossakovsky
    Engelsk-tysk-dansk
    Koproduceret af Danish Documentary
    IDFA program: Masters
  • The Raft af Marcus Lindeen
    S​​​​​vensk-dansk-tysk-amerikansk 
    Koproduceret af Bullitt Film
    IDFA program: Best of Fests
  • What Walaa Wants af Christy Garland
    Canadisk-dansk 
    Koproduceret af Final Cut for Real
    IDFA program: Best of Fests

Danske jurymedlemmer

Mads Damsboe fra selskabet Makropol er jurymedlem for konkurrencen for interaktive fortællinger, IDFA DocLab Competition for Immersive Non-Fiction.