Druk skaber høj kulturel værdi for sit publikum

PUBLIKUM. Thomas Vinterberg har ikke blot slået sin egen rekord for billetsalg med ‘Druk’, der nu har solgt 720.000 billetter. Instruktørens nyeste film skaber også en høj kulturel værdi for sit publikum – ikke mindst hos de unge, fremgår det af Filminstituttets profilbase.

Filminstituttet er begyndt at måle films kulturelle betydning i Profilbasen, som hver måned tegner profiler af det faktiske publikum til danske film.

‘Druk’ er med sine 720.000 solgte billetter Thomas Vinterbergs bedst sælgende film. Med så stort et billetsalg er det ikke overraskende, at publikum vurderer filmens kvalitet meget højt og i stor stil anbefaler den til venner, bekendte og familie. Nyeste tal fra Profilbasen viser, at publikum i gennemsnit vurderer ‘Druk’ til en score på 6,2 ud af 7 mulige samtidig med, at 97% vil anbefale filmen til andre. Dette er historisk et usædvanligt højt niveau. Til sammenligning har danske biograffilm siden 2015 en score på 5,6 i gennemsnit.

Kontakt

Sanne Juncker Pedersen
Lanceringskonsulent
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk

‘Druk’ skaber aftryk og betydning

På baggrund af Filminstituttets undersøgelse 'Publikums vurdering af dansk spillefilms betydning og kvalitet', som blev offentliggjort i januar 2020, måler Filminstituttet nu løbende på filmenes betydning i forhold til deres biografpublikum. I undersøgelsen var en af hovedkonklusionerne, at publikum oplever dansk film som en vigtig kulturbærer og som dynamo for at bevæge og samle befolkningen om fælles fortællinger. Flere tilkendegav, at dansk film formidler dansk kultur og portrætterer det danske samfund, hvilket de mener er vigtigt for danskernes selvforståelse. Desuden fungerer film som samlingspunkt på tværs af generationer og interessefællesskaber. De nyeste indsigter om publikums møde med ‘Druk’ vidner om en film, der i høj grad efterlever dette.

‘Druk’ har bl.a. formået at samle danskerne på tværs af alder og køn. Den appellerer på tværs af generationer i så stort et omfang, at fordelingen af publikum over og under 35 år er 50/50. Gennemsnitsalderen for publikum til ’Druk’ er ligeledes 35 år. Hvis man ser specifikt på de 15-25 årige, så står de for hele 35 % af publikum, hvilket svarer til omkring 250.000 unge. På tværs af alder er alle enige om, at filmen har meget høj kvalitet, ligesom de er fælles om at vurdere, at ‘Druk’ har betydning.

Betydningen af ‘Druk’ er blevet undersøgt gennem fire overordnede dimensioner: emotionel, intellektuel, kreativ og social betydning. Hver af disse er udfoldet i to underliggende parametre, så betydningen af filmen i alt bliver målt på otte parametre.

I nedenstående ses de otte parametre, der er spurgt ind til. ‘Druk’ vurderes markant højere på alle otte parametre end gennemsnittet for danske film, hvilket vidner om, at filmen i meget høj grad har betydning for publikum.

Hvis man kigger specifikt på det unge publikum, er vurderingen på alle parametre endnu højere. Dette vidner om, at ‘Druk’ ikke kun har solgt en masse billetter til de unge danskere, men at filmoplevelsen faktisk også har betydet noget for dem.