Kommende spil

POIKILINGO

Genre: Sproglæringsspil for små børn
Platform: Mobile enheder (iOS og Android)
Producent: Poikilingo ApS

POIKILINGO er et sproglæringsspil til børn fra 2 – 6 år, der med forskellige didaktiske metoder og flere forskellige indlæringsscenarier sigter efter at optræne sprogevner hos børn gennem en række minispil. Minispillene kan antage forskellige former, fra rent interaktionsbårne, hvor spilleren bliver bedt om f.eks. at identificere forskellige dyr til mere styrede oplevelser, der fungerer mere som interaktive børnebøger, hvor spilleren så skal interagere i kortere intervaller, for at bringe historien videre. Spillet sigter i særlig grad mod børn, der har behov for at være to-sprogede.
 

Rebots

Genre: Byggespil/simulator
Platform: PC/Mac/mobil/ konsoller og VR platforme
Producent: Unleash ApS (binavn FlatPonies ApS) 

REBOTS er en form for konstruktionsspil, hvor spilleren skal varetage rollen som manager, der står for klargøringen af planeter, så de bliver beboelige for rumvæsener, der står over for at migrere. Dette kræver, at man kan designe og programmere en lille hær af robotter, så de kan justere levevilkårene, så de passer til den specifikke arts behov (’terraforming’). 
Spillets stil er stærkt stiliseret, med humoristisk forenklede (flat shaded) 3D modeller, der er med til at give en lidt cartoony stil.

Ny i musikken

Genre: Musiklæringsspil for børn
Platform: Mobile platforme og PC
Producent: FarKo Productions ApS

NY I MUSIKKEN er et historiedrevet spil for børn i aldersgruppen 6-10 år. På en intuitiv måde lærer de musikkens grundbegreber gennem en historie, interaktioner og 7 minigames, der gradvis indlærer relationen mellem musik som lyd, og musik, som noget der kan være noteret som noder. Spillet er bygget op om en humoristisk fortælling om en ugle, som finder et nodeark, han ikke kan læse. Han finder hjælp hos 7 dyr, som lærer ham noget fra nodearket, så han til sidst kan læse det og spille musik.

Jack the Riddler

Genre: Co-op Læringsspil
Platform: Web
Producent: Ahoot Media IVS 

JACK THE RIDDLER er et co-op læringsspil til at træne mundtlig kommunikation i engelskundervisningen i udskolingen. Eleverne spiller Chloe Chase og Arthur Armstrong, som forsøger at opklare en serie af mystiske kidnapninger. Deres efterforskning leder dem dybt ned i det victorianske Londons underverden, hvor de opklarer en række gåder lagt ud af den mystiske “Jack the Riddler”.

Mus & Kran

Genre: Børnespil
Platform: Mobil/tablets/Nintendo Switch
Producent: Those Eyes ApS

MUS & KRAN er et børnespil til de 6-7-årige, og handler om de to venner ’mus’ og ’KRAN’. Mus er en nysgerrig lille mus i kedeldragt, og KRAN en stor og levende kran, der nok er stærk, men ikke tør helt så meget som den lille mus. Begge er mere end almindeligt begejstrede for maskiner og værktøj, og ethvert nyt eventyr begynder med udsigten til at få fat på et nyt stykke funklende værktøj. Spillet foregår i et havnemiljø inspireret af den gamle Nordhavn i København, hvor både fiskere, skrotplads og industri kunne findes side om side. 

Cocoon

Genre: Puzzle adventure
Platform: PC og konsol
Producent: Geometric Revolution IVS

COCOON udfordrer spillerens forestillingsevne, og frister med gåder, der ofte vandrer tæt på et logisk paradoks, men som alligevel lader sig løse, når man for alvor forstår spillets usædvanlige lovmæssigheder. Spillets visuelle univers præsenterer sig som et åbent mysterium, der på den ene side tydeligt er sci-fi på fremmede planeter over store afstande, men som samtidig giver mindelser om insekternes miniatureverden.

Forgotlings

Genre: Historiedrevet rollespil (Fantasy RPG)
Platform: PC og konsol (primært Nintendo Switch)
Producent: Forgotton Anne Productions ApS

FORGOTLINGS foregår i det samme eventyrunivers som selskabets tidligere spil ”Forgotton Anne”, og begge spil giver oplevelsen af at befinde sig inde i en 2D animationsfilm med reference til både Disney og Miyazaki. FORGOTLINGS foregår i ”Forgotten Lands” – stedet hvor alle de ting, vi mennesker har glemt, lever videre som ”Forgotlings”.  Spilleren styrer karakteren Fig – en levende træ-tegnedukke, som lever i en underverden med klaner, som hver har deres værdier og idealer.

 


Er udkommet 

Figment 2: Creed Valley / Udgivet marts 2023

Genre: Musikalsk action-adventure
Platform: PC, konsoller, mobil og streaming 
Producent: Bedtime Digital Games ApS

FIGMENT: CREED VALLEY er et humoristisk spil, der på metaforisk vis udspiller sig inde i hovedet, som var hjernen et sted, man kunne besøge og handle i, og hvor spilleren kan konfrontere fjender inspireret af de statistisk mest gængse ting at have mareridt om. I spillet er Det moralske kompas splittet, og dets fire hjørnesten er spredt for alle vinde (Medfølelse, Visdom, Retfærdighed & Værdighed). Spillets visuelle stil giver associationer til håndmalet 2D illustration, selvom spilverdenen er 3D. 

Rytmos / Udgivet februar 2023

Genre: Musikalsk puzzle spil
Platform: Mobile platforme
Producent: Floppy Club ApS 

I RYTMOS laver du musik ved at løse puzzles. Gennem spillet bliver man introduceret til instrumenter og stilarter fra rundt om i verden og deres tilhørende klangunivers. Spillet opbygning er som en serie ’planeter’ eller fritsvævende terninger, som hver især rummer seks puzzles. Et løst puzzle vil begynde at spille små rytmiske og melodiske lyde, alt efter hvordan spilleren vælger at løse det. I takt med at flere puzzles løses, smelter lydene sammen, og til sidst vil der være opstået en hel musikalsk og unik komposition. 

MINI MORFI / Udgivet januar 2023

Genre: Læringsspil for små børn
Platform: Mobile enheder
Producent: Fuzzy House ApS

Med udgangspunkt i en travl by bygget af alle de ting, vi omgiver os med og med elskelige og sjove karakterer, lærer børn tidlig matematik – de lærer om form, farve, mønstre, tings beskaffenhed og egenskaber, og får herigennem en forståelse for verden omkring sig. Udtrykket i MINI MORFI er en form for collage, hvor genstande fra børnehverdagen bruges til at skabe karakterer og genstande. En riskiks bliver baggrund for det runde ansigt, et firkantet viskelæder med to runde knapper bliver til en bil osv. 

The Forest Quartet / Udgivet december 2022

Genre: Musikalsk puzzle adventure
Platform: PC og konsoller
Producent: Mads & Friends

THE FOREST QUARTET er et stemningsmættet historiedrevet musikalsk gådespil. Spillet handler om en dynamisk jazzkvartet af tætte venner, der har valgt at leve langt ude i skoven, da de inspireres af naturen. Men spillet starter i perioden efter, at sangerinden er omkommet i en ulykke, og de tre efterladte musikere står over for at gennemføre en mindekoncert. Men savnet har fået de tre musikere til at isolere sig i deres skovhuse, og sorgen har fået dem til at tabe lysten til musik. Spilleren har nu rollen som sangerindens tilbagevendte ånd, der skal hjælpe musikerne med at finde den vej, der hver især kan give dem livsgnisten tilbage og lysten til at spille.

ANGLERFISH / Udgivet november 2022

Genre: Gyser/komedie adventure spil
Platform: PC
Producent: Professional Villains

ANGLERFISH er et eksperimentelt spil, der bevidst søger at bryde spillerens forventning til en spiloplevelse. Den spillerstyrede karakter lokkes i spillet til at tage på baren, Anglerfish, som viser sig at blive drevet af skyggevampyrer. De bruger baren til at indfange mennesker, som de senere kan servere på deres private restaurant. Dette kulørte setup skaber en genreforventning af survival horror, som driver spillerens ønske om at overleve, ved at finde en vej ud af mareridtet. Men der er også en drivkraft, som er brugerens nysgerrighed til at undersøge, hvad værket mon finder på at gøre som det næste, og hvad er sandheden bag al mystikken?

Gerda: A flame in winter / Udgivet september 2022

Genre: Rollespil med historisk indhold
Platform: PC/Mac, konsoller, tablets
Producent: PortaPlay ApS

GERDA: A FLAME IN WINTER er et spil om at være i midten af en voldelig konflikt, og om de valg som ekstreme situationer sætter et menneske i. Spillet foregår i februar 1945 i Sønderjylland, og er inspireret af virkelige hændelser. Spilleren har rollen som kvinden Gerda, som er sygeplejerske, og som hvirvles ind i et udfordrende forløb. Hendes mand er aktiv i modstandskampen, men han bliver taget til fange, og nu skal spilleren forsøge at redde ham. Spillet blander elementer af interaktiv historiefortælling og strategisk rollespil med dialog baserede valg, der kan have både kortsigtede og langsigtede konsekvenser.