Komplekse kvindekarakterer på lærredet i 2019

KØN. Fra den magtfulde Anne i May el-Toukhys ’Dronningen’ til den stilfærdige Kris i Frelle Petersens ’Onkel’ – dansk spillefilm har i 2019 budt på en lang række nuancerede kvindelige hovedpersoner, men kønsbalancen halter stadig på instruktørsiden.

Ud af de i alt 23 spillefilm med biografpremiere i 2019 er 17 instrueret af mænd, 5 af kvinder og 1 film af både en kvinde og en mand. 26 % af filmene har altså en kvindelig instruktør, hvilket er en lille fremgang sammenlignet med kønsfordelingen i støttetildelinger i perioden 2012-2018, der ligger på gennemsnitligt 80 % mandlige instruktører og 20 % kvindelige.

Til gengæld er der bedre kønsbalance i de fortællinger, publikum har kunnet opleve på lærredet: 56 % af filmene har en eller flere mænd i hovedrollen, mens 65 % har en eller flere kvinder i hovedrollen. Det er en positiv udvikling sammenlignet med 2012-18, hvor den gennemsnitlige andel af mandlige hovedroller i premierefilmene var i mændenes favør med 64 %.

Publikum har i år kunnet møde kvindelige hovedkarakterer i al deres mangfoldighed – handlekraftige, irriterende, kloge, stærke, stilfærdige, magtmisbrugende kvinder i så forskellige film som ’Mødregruppen’, ’Jagsæson’ og ’Dronningen’, der alle har trukket mange mennesker i biografen. 

Aktuel netop nu er Frelle Petersen anmelderroste 'Onkel'. I filmen følger vi den unge kvinde Kris, der driver en gård i Sønderjylland med sin gamle onkel, som hun omsorgsfuldt passer og plejer.

Direktør på Filminstituttet Claus Ladegaard glæder sig over, at publikum har kunnet opleve så mange og så forskellige kvindelige karakterer i biograferne i løbet at året, men ærgrer sig over, at der ikke er sket større forandring i kønsbalancen på instruktørsiden:

”Der er nu flere film, hvor det er de kvindelige karakterer, der driver handlingen fremad. Det er imponerende, at det er lykkedes at skabe så mange udfordrende og komplekse kvindefigurer, der vækker genklang både i Danmark og internationalt. ’Dronningen’ løb med publikumsprisen på Sundance, og japanerne hædrede for nylig ’Onkel’ på en festival i Tokyo. Det siger noget om karakterernes og filmenes evne til at berøre os som mennesker på tværs af landegrænser og kulturer. 

Men selvfølgelig ville vi da være meget gladere, hvis vi var kommet ud af 2019 med flere kvinder i instruktørstolen,” lyder det fra Claus Ladegaard, der understreger vigtigheden af at forsætte det tætte samarbejde med branchen om at skabe større kønsbalance og mangfoldighed generelt i dansk film:

Kontakt

Kirsten Barslund
Projektleder
Tlf. +45 3374 3526
kirstenb@dfi.dk

”Dansk film skal afspejle hele befolkningen, så kort kan det siges. For at vi fortsat kan sikre kvalitet og fornyelse, skal vi have diversitet i stemmer og fortællinger. Den bestræbelse deler vi med filmbranchen, og vi fortsætter og intensiverer arbejdet for sammen at skabe grundlæggende forandringer i hele fødekæden,” siger Claus Ladegaard.

Fakta

I løbet af de seneste 5-6 år har Filminstituttet i samarbejde med filmbranchens faggrupper, organisationer og virksomheder formuleret fælles mål, delt viden og igangsat konkrete initiativer for at skabe større diversitet i dansk film. 

Udgangspunktet for mangfoldighedsindsatsen, der dækker køn, etnicitet, social baggrund, geografi m.m. er, at dansk film afspejler befolkningen, både foran og bag kameraet. 

Blandt de konkrete initiativer er monitorering, analyser, casting-workshops, et manusfest, mentorordning og selvangivelse.

Danske spillefilm med premiere i 2019