Thomas Vinterbergs ’Druk’ vinder Oscar-guld

OSCAR 2021. ’Druk’ hjemtog Oscar-statuetten for Bedste internationale film natten til mandag, hvor den amerikanske filmfest løb af stablen i Los Angeles. Det er fjerde gang, at en dansk film vinder i den kategori – senest da Susanne Biers 'Hævnen' vandt i 2011.

Der var guld til Thomas Vinterberg, Zentropa og resten af holdet bag den internationale storsucces ’Druk’, da Oscar-uddelingen – ofte regnet som filmverdens vigtigste prisuddeling – løb af stablen i Los Angeles natten til mandag.

Filmen om fire udbrændte gymnasielærere og deres jagt efter den perfekte promille vandt i kategorien Bedste internationale film, hvor Vinterberg tidligere har været nomineret for ’Jagten’. 

Det er fjerde gang, at en dansk film vinder i kategorien Bedste internationale film. Susanne Biers ’Hævnen’ vandt senest i 2011. 

Claus Ladegaard, direktør for Filminstituttet, udtaler om den flotte sejr: 

”Det er dybt fortjent, at denne hæder tilfalder Thomas Vinterberg og hele holdet på Zentropa. Det er svært ikke at være andet end stolt på dansk films vegne. Anerkendelsen er resultatet af en kompetent og risikovillig filmbranche, der vil mere end blot underholde. ’Druk’ er bestemt underholdende, men med sine nuancer og sensibilitet sætter den også vores følelser i bevægelse. Den sætter tanker i gang og ikke mindst giver den anledning til væsentlige samtaler. Stort tillykke til alle, der har været med til at skabe ’Druk’.”

Der var også hæder at hente for den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen, der hjemtog prisen for bedste klipning for sit arbejde på den amerikanske film ’Sound of Metal’. Han er den første dansker, der har vundet i bedste klipning-kategorien.

Oscar-hold i særklasse

Det er anden gang, at Zentropa vinder en Oscar-statuette i denne kategori. Producer Sisse Graum Jørgensen, der har produceret ’Druk’ sammen med Kasper Dissing, har tidligere sikret selskabet nomineringer ved den prestigefyldte prisfest med Susanne Biers 'Efter brylluppet' i 2007 samt Biers 'Hævnen', der i 2011 løb med sejren, Nikolaj Arcels 'En kongelig affære' i 2013 og Thomas Vinterbergs 'Jagten' i 2014.

Tobias Lindholm, der har skrevet manuskriptet til ’Druk’ sammen med Vinterberg, var nomineret til samme pris i 2016 med ’Krigen’, som han selv instruerede.

Danmark og Iran er de eneste lande, der to gange har vundet den eftertragtede statuette for Bedste internationale spillefilm siden 2011. Med sine fem nomineringer i kategorien de seneste ti år har Danmark konkurreret om den eftertragtede pris mere end nogen anden nation i samme periode. I alt har dansk film været nomineret 13 gange i kategorien. Få det fulde overblik over de danske Oscar-indstillinger siden 2011 nederst i artiklen.

Stor international succes

’Druk’ fik en glimrende start på sit internationale liv, da den i sommeren 2020 blev udtaget til Cannes-festivalen og siden havde fysisk verdenspremiere ved filmfestivalen i Toronto. 

Siden modtog filmen hæder på filmfestivalen i San Sebastián, hvor Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe i fællesskab hjemtog prisen for bedste mandlige skuespiller samt ved filmfestivalen i London, hvor ’Druk’ løb med hovedprisen. 

Se interview med Vinterberg

I vinteren 2020 blev det til hele fire statuetter ved European Film Awards, det europæiske svar på Oscar-uddelingen. Her blev filmen hædret med priserne for bedste instruktion, manuskript, skuespiller samt hovedprisen for bedste europæiske film. I marts 2021 vandt filmen den britiske BAFTA for bedste ikke-engelsksprogede film.

Herhjemme fik ’Druk’ en forrygende modtagelse med over 802.000 solgte billetter og rekordmange online-salg. Filmen er blevet solgt til hele verden og har solgt tusindvis af billetter i blandt andet Frankrig, England og USA. 

Øvrigt dansk aftryk ved Oscar 2021

Den amerikanske kortfilm 'The Letter Room' af danske Elvira Lind, medproduceret af Sara Stockmann og klippet af Adam Nielsen, var nomineret i kategorien for bedste kortfilm.

Thomas Vinterberg var som den første dansker nogensinde nomineret i kategorien for bedste instruktion.


Danske Oscar-indstillinger

Herunder ses de danske Oscar-indstillinger i kategorien for internationale spillefilm siden Susanne Biers 'Hævnen' vandt i 2011. Listen er sorteret efter året for prisuddelingen:

2021 Druk / Thomas Vinterberg / Oscar-vinder
2020 Dronningen / May el-Toukhy
2019 Den skyldige / Gustav Möller / Oscar-shortlistet
2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet
2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder

Fire danske film har vundet en Oscar i den internationale kategori: Gabriel Axels 'Babettes gæstebud' i 1988, Bille Augusts 'Pelle Erobreren' i 1989, Susanne Biers 'Hævnen' i 2011 og nu Thomas Vinterbergs ’Druk’.

Thomas Vinterberg er den første dansker, der er blevet nomineret i kategorien for bedste instruktion.

Over årene har Danmark også markeret sig ved prisuddelingen med kortfilm og dokumentarfilm. Se Filminstituttets Oscar-oversigt.