Manuskriptforfatter og instruktør. Født 1977. Uddannet fra Filmskolens manuskriptlinje i 2007.
Lindholm spillefilmdebuterede som instruktør med fængselsdramaet 'R' (2010), som han skrev og instruerede med Michael Noer. Filmen vandt hovedprisen for bedste nordiske film på Göteborg Filmfestival, hvor den også modtog FIPRESCI-prisen. 'R' vandt desuden syv Robert-priser, herunder bedste film, og tre Bodil-priser også inklusive bedste film.
Hans anden spillefilm, 'Kapringen' (2012), var udtaget til filmfestivalerne i Venedig og Tokyo og vandt publikumsprisen i Göteborg. Filmen vandt også både en Robert og en Bodil for bedste danske film. Opfølgeren 'Krigen' (2015) var udtaget til både Sundance og Venedig Filmfestival og blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Sideløbende med sin instruktørkarriere har Lindholm arbejdet som manuskriptforfatter, blandt andet på en række af Thomas Vinterbergs film. Han debuterede som manuskriptforfatter med Vinterbergs 'Submarino' (2010), der blev hædret med Nordisk Råds Filmpris i 2012 og havde premiere i hovedkonkurrencen på Berlinalen. Samarbejdet fortsatte med 'Jagten' (2012), der vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle og modtog den Økumeniske Pris i Cannes 2012 samt en European Film Award for bedste manuskript. Filmen blev efterfølgende nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Lindholm har også skrevet manuskript til Vinterbergs 'Kollektivet' (2016), der vandt en Sølvbjørn ved Berlinalen, og 'Druk' (2020), der var udtaget til filmfestivalerne i Cannes, Toronto, San Sebastián, hvor den vandt skuespillerprisen, og London, hvor den vandt hovedprisen. 'Druk' vandt desuden fire European Film Awards, herunder for bedste europæiske film og bedste manuskript og blev nomineret ved både Golden Globes og Oscars, mens den hjemtog en BAFTA for bedste ikke-engelsksprogede film.
Lindholm har desuden skrevet en række tv-serier, herunder som episodeforfatter på 'Borgen' (2010-2011). Serien vandt prisen for 'Bedste internationale tv-serie' ved BAFTA-prisuddelingen i 2012. Han har siden været episodeforfatter på 'Bedrag' sæson 1 og 2 (2016). Miniserien 'Efterforskningen' (2020) er både skrevet og instrueret af Lindholm.