Dansk filmhistorie: 2010-2019

Biografiske film og historiske dramaer er en stærk trend, mens kønsdebatten raser både i filmene og i filmbranchen. Folkekomedien lever og har det godt, Jussi Adler-krimier fylder biograferne, mens Jorden går under hos Lars von Trier. Dygtige dokumentarister skildrer både det gode liv og det hårde liv. Dvd’erne forsvinder, og streaming gør sit indtog.

Organisation og filmpolitik

Det Danske Filminstitut (Filminstituttet) er fortsat den centrale organisatoriske faktor i dansk film. Siden 1999 etableres fra politisk hold hvert fjerde år en såkaldt filmaftale, der udstikker mål og økonomiske rammer for støttemidler til dansk film i den pågældende periode. Henrik Bo Nielsen forlod posten som direktør for Filminstituttet i 2017 efter 10 år og efterfulgtes af den hidtidige vicedirektør, Claus Ladegaard.

Filminstituttets virksomhed omfatter fordeling af filmstøtte til udvikling, produktion, lancering m.m. Desuden står Filminstituttet for driften af Cinemateket i Gothersgade, København, der har daglige filmforevisninger, fagbibliotek med plakat- og billedarkiv, udklipsarkiv og særsamlinger (blandt andet fra Carl Th. Dreyers bo, Nordisk Film og Lars von Trier) samt Filmarkivet, der står for indsamling, bevaring og digitalisering af filmarven. Filminstituttets digitale formidling af dansk filmkultur omfatter carlthdreyer.dk, danmarkpaafilm.dk, stumfilm.dk og tidsskriftet Kosmorama. Derudover filmcentralen.dk til undervisningsbrug og mediepædagogik. 

Filmuddannelse foregår på Den Danske Filmskole, København (med Poul Nesgaard som leder 1992-2014, Vinca Wiedemann 2014-2019), men i stigende grad også på alternative uddannelser, de såkaldte foreningsuddannelser: Super16 i København, Super8 i Århus og 18Frames i Odense.

Fire filmværksteder bidrager til at udvikle nye talenter: Aarhus Filmværksted, Filmværkstedet København, Odense Filmværksted og The Animation Workshop i Viborg. De er alle støttet af Filminstituttet og samlet i Fonden Filmtalent. Som led i fødekæden kan også nævnes StationNext, filmskole for børn og unge i Avedøre og Aarhus, og Den Europæiske Filmhøjskole/European Film College i Ebeltoft.

Der var i perioden biografpremiere på i alt 244 danske spillefilm og 85 danske dokumentarfilm.

Filmselskaber

Produktionsselskaberne strækker sig fra veletablerede navne som Nordisk Film, Zentropa, Nimbus Film, SF Studios, Miso Film, ASA Film Production og Regner Grasten Film – til en række nye selskaber, der gør sig særligt bemærket i 10'erne, som fx Beo Starling, Profile Pictures, Snowglobe, Rocket Road Pictures, Adomeit Film, Toolbox Film, Final Cut for Real, Danish Documentary m.fl.

Biografer

Filmaftalen af 2011 sikrede tilskud til digitalisering, og siden 2015 er stort set alle danske biografer digitale. I tiåret ligger det årlige antal solgte biografbilletter på 12-13 mio., stort set samme niveau som det foregående tiår. Heraf har danske film gennemsnitligt stået for 26,2 %, en væsentlig højere andel end de nationale film har i andre europæiske lande.

Biografklub Danmark, der tilbyder halv pris på udvalgte film, spiller en vigtig rolle for billetsalget. Biograferne er udfordret af streamingtjenester som Netflix og HBO, der etablerede sig i Danmark i 2012. Man kan se de nye, teknologisk avancerede biografer som IMAX og de luksuriøse MovieHouse-biografer som et svar på udviklingen. 

Støtteordninger 

Den statslige støtte til filmproduktion er den altafgørende faktor i dansk film. Kun i ganske sjældne tilfælde produceres biografdistribuerede danske film uden statslig støtte (ca. 7 % af filmene i perioden har ikke fået produktionsstøtte, men kun lanceringsstøtte). I perioden er dvd-salget gået markant tilbage og er ophørt med at udgøre en væsentlig del af en films indtjening. Blu-ray har ikke haft samme gennemslagskraft.

2010’ernes støtteordninger:
Konsulentordningen ”har til formål at støtte den gode fortællekunst” og sigter både på brede mainstreamfilm og de mere smalle artfilm. Formålet er film, der ”fastholder og udvikler dansk filmkunst og filmkultur både nationalt og internationalt”.

Markedsordningen (tidligere 60/40-ordningen) støtter film med ”populærkulturelle kvaliteter”, som forventes at sælge mere end ”en gennemsnitlig dansk spillefilm”, dvs. mere end 130.000 billetter.

Mindst 25 % af midlerne til filmproduktion skal anvendes til film for børn og unge.

New Danish Screen skal styrke talentudviklingen i dansk film. I 2015 lanceres formatet Skitsen, hvor lavbudget-spillefilm udvikles ud fra en kort visuel filmskitse.

Filminstituttet administrerer også Public Service Puljen, der har som hovedformål at øge konkurrencen om at levere public service-indhold via støtte til tv-drama og tv-dokumentar.

Dertil kommer en særlig støtteordning for internationale film af høj kunstnerisk kvalitet med dansk deltagelse (såkaldte minor koproduktioner) som Pawel Pawlikowskis polske Oscar-vinder Ida (2013), Ruben Östlunds svenske Cannes-vindere Force Majeure (2014) og The Square (2017), Joachim Triers norske Thelma (2017), Ali Abbasis svenske Cannes-vinder Grænse (2018) og Hans Petter Molands norske Berlin-vinder Ud og stjæle heste (2019). Desuden svenske film med danske instruktører som Per Flys Monica Z (2013) og Pernille Fischer Christensens Unge Astrid (2019).

Den folkelige film: Business as usual 

Folkekomedien har bevaret sin traditionelle position som kulturelt samlingspunkt for familien og nationen. Genren dyrkes som genoplivelse af klassiske serier:

Far til fire-serien, der begyndte i 1953 og blev genstartet i 2005, er i 2010’erne tilført syv nye film (i alt 19 film), mens Min søsters børn-serien, der begyndte i 1966 og blev genstartet i 2001, har fået fire nye film i 2010’erne (i alt 11 film). Filmene er fortsat populære og har typisk solgt 3-400.000 billetter. 

Pinligt og makabert: Komedie og krimi

I periodens mere tidsvarende komedieudspil finder man blandt andet Mikkel Nørgaards Klovn the Movie (2010) og Klovn Forever (2015), i forlængelse af tv-serien Klovn (2005-18), der udfolder den grænseoverskridende humor, når Frank (Hvam) og Casper (Christensen) uvægerligt havner i pinlige situationer.

Stilen har også smittet af på nye folkekomedie-initiativer som Rasmus Heides Alle for én (2011) med to efterfølgere og især Niels Nørløv Hansens Klassefesten (2011), også med to efterfølgere, set af over 600.000. Tilde Harkamps Jagtsæson (2019) runder årtiets filmpinligheder af med historien om tre umage veninder. Den trak 474.000 i biografen.

Populære er også dramakomedier som Susanne Biers romantiske Den skaldede frisør (2012), Hella Joofs All Inclusive (2014), Paprika Steens satiriske julefilm Den tid på året (2018) og Frederikke Aspöcks De frivillige (2019). I den mere absurde, sort-humoristiske ende er Anders Thomas Jensens Mænd & høns (2015) om en særpræget brødreflok.

Kriminal- og thrillergenren har ikke de helt store traditioner i dansk film, men i 2010’erne har Zentropas fire film, baseret på forfatteren Jussi Adler-Olsens internationale bestsellers om Afdeling Q, fået enorm succes (alle solgte over 700.000 billetter). Kvinden i buret (2013), Fasandræberne (2014), begge instrueret af Mikkel Nørgaard, Hans Petter Molands Flaskepost fra P (2016) og Christopher Boes Journal 64 (2018) er flot producerede, makabre mainstreamthrillers med en særegen vision af et dystert Danmark, hvor psykopatiske typer realiserer udspekulerede hævnprojekter.

Der er også originalt vinklede lavbudgetthrillers som Gustav Möllers Sundance-vinder Den skyldige (2018), hvor hele dramaet udspilles via en politimand ved telefonen i alarmcentralen, og Rasmus Kloster Bros Cutterhead (2019), et underjordisk kammerspil om overlevelseskamp efter en ulykke i metrobyggeriet.

Westernfilmen får et dansk bidrag med Kristian Levrings engelsksprogede The Salvation (2014), hvor en dansk nybygger er på hævntogt i det delvis digitalt skabte vilde vesten. Fenar Ahmads hævnhistorie Underverden (2017) er den enlige svale i actionfilm-genren.

Berømthed og besættelse: Biografiske og historiske film

En markant trend i mainstreamfilmen er biografiske film og historiske dramaer. Bille Augusts Marie Krøyer (2012) handler om malerparret Marie og P.S. Krøyers ægteskab, Ole Christian Madsens Steppeulven (2015) om sangeren/digteren Eik Skaløe, Ole Bornedals Så længe jeg lever (2018) om sangeren John Mogensen og Christopher Boes Spies og Glistrup (2013) om rejsekongen og politikeren.

Mere historisk orienteret er Nikolaj Arcels Oscar-nominerede En kongelig affære (2012), om den gale kong Christian VII og dronning Caroline Mathilde og deres forhold til den tyske læge Struensee (Mads Mikkelsen), der reelt får magten i kongeriget, indtil han bringes til fald i 1772. 

Rent fiktive historiske film om 1800-tallets Danmark er Michael Noers Før frosten (2019), om en forarmet bonde, og Bille Augusts Lykke-Per (2018, også udsendt i en længere tv-version), filmatiseringen af Henrik Pontoppidans romanklassiker om et livsløb fra ungdommens idealisme til alderdommens resignation.

Besættelsestiden, der blev et varmt emne med Ole Christian Madsens Flammen & Citronen i 2008, dyrkes videre i Anne-Grethe Bjarup Riis’ Hvidsten Gruppen (2012) om de otte jyske modstandsfolk, der blev henrettet af tyskerne i 1944. Filmen blev set af 750.000 danskere i biograferne. Siden kom Roni Ezras 9. april (2015), om dagen, hvor tyskerne i 1940 rykkede ind i Danmark, Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016), om transporten af danske jøder til Sverige i 1943, og Martin Zandvliets Under sandet (2015), om unge tyske soldaters farefulde opgravning af miner ved den danske vestkyst i månederne efter det tyske nederlag i 1945. Filmen blev Oscar-nomineret i 2017.

Nyere historie er der fokus på i Thomas Vinterbergs Kollektivet (2016), om 70’ernes eksperimenterende samlivsformer, og Christina Rosendahls Idealisten (2015), om radiojournalisten Poul Brinks optrevling af Thule-sagen, en af periodens få samfundskritiske film, samt Kasper Barfoeds Sommeren ’92 (2015), om holdet der vandt Europamesterskabet i fodbold. De nyeste verdenshistoriske begivenheder er baggrund for Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsens Ser du månen, Daniel (2019), baseret på Puk Damsgårds bestseller om fotografen Daniel Rye, der blev kidnappet i Syrien af Islamisk Stat og først løsladt, da det efter 13 måneder lykkedes familien at skaffe en stor løsesum.

Artfilm: Når tilskueren udfordres

Artfilmens ubestridte hovednavn er fremdeles Lars von Trier. Han laver sine internationale, engelsksprogede film i hjemligt regi, optaget i Europa (de seneste i Sverige og Danmark) og med sit eget selskab, Zentropa, som garant for den kunstneriske integritet. Melancholia (2011), en hypnotisk vision af jordens undergang, skaffede Kirsten Dunst en pris i Cannes, mens Trier selv faldt i unåde på festivalen med sine bemærkninger om at "forstå Hitler".

Siden kom Nymphomaniac (2013, Director's Cut-udgave 2014), der følger et kvindeliv i seksualitetens tegn fra barndom til midalder, og The House That Jack Built (2018), om en amerikansk seriemorders karriere, der fører ham til Dantes helvede. Begge de to sene film dyrkede den særligt trierske ’digressionisme’ med stadige indslag af essayistiske refleksioner over talrige emner.

Artfilm, der søger deres egne, formbevidste veje er også Hlynur Pálmasons anmelderroste Vinterbrødre (2017), et gådefuldt drama om to brødres arbejdsliv i et kalkbrud. I Isabella Eklöfs Holiday (2018) bliver luksuslivet ved den tyrkiske riviera mere og mere truende. Begge film har stærke skuespilpræstationer fra nye talenter (Elliott Crosset Hove, Victoria Carmen Sonne). Det er film, som typisk kun finder et begrænset publikum i biograferne, men som vækker opmærksomhed på festivaler og får et efterliv på tv.

Flere nye talenter debuterer med modige, eksperimenterende film i forlængelse af Filminstituttets satsning på lavbudgetfilm og talentudvikling under New Danish Screen: blandt andet Puk Grastens 37, Christian Tafdrups En frygtelig kvinde (2017), Milad Alamis Charmøren (2018), Kasper Kalles Christian IV – Den sidste rejse (2018) og Laurits Flensted-Jensens Usynligt hjerte (2019), samt Gustav Möller og Rasmus Kloster Bros førnævnte debutfilm.

Kvinder og mænd: Kønsdebat, ligestilling og #MeToo 

Kønsdebatten er tiårets store tema i film og medier. Seksualitet har haft en særstilling i dansk film siden 1960’erne, hvor nationen blev verdensberømt for lovliggørelse af pornografi og samtidig fjernede voksencensuren. I 2010’erne har debatten især drejet sig om ligestilling, #MeToo-bevægelsen og generelt om kvinders status og udfordringer i filmbranchen.

Dansk film har en lang tradition for kvindelige instruktører med Alice O’Fredericks, Bodil Ipsen og Astrid Henning-Jensen som veteranerne, efterfulgt i nyere tid af blandt andre Helle Ryslinge, Jytte Rex, Linda Wendel, Lone Scherfig, Susanne Bier, Lotte Svendsen, Hella Joof, Annette K. Olesen, Charlotte Sieling, Pernille Fischer Christensen, Christina Rosendahl og May el-Toukhy. Det er dog langtfra halvdelen af danske spillefilm, der er skabt af kvindelige instruktører, mens kønsbalancen blandt dokumentarister er mere ligelig med navne som Anne Wivel, Eva Mulvad, Pernille Rose Grønkjær, Mikala Krogh, Phie Ambo, Nicole Horanyi og Mira Jargil. 

Filminstituttet samarbejder med branchen om ”at skabe større diversitet i dansk film” med øget mangfoldighed som et middel til at sikre kvalitet og fornyelse i dansk film. ”Udgangspunktet for mangfoldighedsindsatsen, der dækker køn, etnicitet, social baggrund, geografi m.m., er, at dansk film afspejler befolkningen, både foran og bag kameraet.”

En betydelig del af periodens film er optaget af kønsdebat, kønsroller og parforhold: Nikolaj Arcels satiriske Sandheden om mænd (2010), Mikkel Munch-Fals’ beske ensemblefilm Smukke mennesker (2010), Ole Christian Madsens skilsmissekomedie Superclásico (2011) og Lars von Triers episke Nymphomaniac (2013).

Der er 'Klovn'-filmene (2010, 2015), som udstiller maskulinitetens krise for fuld udblæsning; May el-Toukhys Lang historie kort (2015), om parlivsforviklinger i vennegruppen; Christian Tafdrups En frygtelig kvinde (2017), hvor kvinden er en manipulerende pestilens for en uselvstændig og vattet mand; Niclas Bendixens Ditte & Louise (2018, i forlængelse af tv-serien med Ditte Hansen og Louise Mieritz), hvor den modne kvindelige skuespiller får et gennembrud, da hun udgiver sig for at være mand; Isabella Eklöfs Holiday (2018), hvor sex bruges som en brutal ydmygelse af den kvindelige hovekarakter; May el-Toukhys opsigtsvækkende Sundance-vinder Dronningen (2019), hvor en moden kvinde (Trine Dyrholm) forgriber sig på sin unge stedsøn; og Lea Glob og Mette Carla Albrechtsens dokumentar Venus (2017), hvor kvinder fortæller om deres seksualitet. Sandheden om mænd og kvinder har mange aspekter.

Filmplakater fra perioden

Rapport fra underverdenen: Etniske nuancer

I 2010’erne træder nye filmskabere, der selv har baggrund i indvandrermiljøet, frem, hvad der harmonerer med Filminstituttets ønsker om mangfoldighed, der afspejler befolkningens sammensætning. De iranskfødte Avaz-brødre – instruktør Mehdi Avaz, manusforfatter Milad Avaz, producent Misam Avaz – står bag de højspændte melodramaer Mens vi lever (2017) og Kollision (2019), der dog ikke fokuserer på indvandrermiljøet.

Det gør til gengæld den oprindeligt irakiske Fenar Ahmad, først med hiphop-filmen Ækte vare (2014), siden med den førnævnte actionfilm Underverden (2017), hvor den succesrige læge (Dar Salim) tager kampen op mod de forbryderkredse, der har dræbt hans bror. Ulaa Salims debutfilm Danmarks sønner (2019) er et politisk drama, der skildrer et splittet Danmark som følge af et terrorangreb.

Hele landet taler ud: Historier fra provinsen

Filminstituttets målsætning om, at der skal produceres film i hele Danmark, markerer sig med film, der har rod i danske provinser. Det understøttes af de to regionale filmfonde, FilmFyn i Faaborg og Den Vestdanske Filmpulje i Aarhus.

Susanne Biers Oscar-vinder Hævnen (2010, manuskript af Anders Thomas Jensen) sammenstiller effektfuldt brutale begivenheder i en afrikansk flygtningelejr med konflikter blandt børn og voksne i et dansk provinsmiljø.

I Søren Balles Klumpfisken (2014) møder en nordjysk fisker kærligheden; Niels Arden Oplevs Kapgang (2014) skildrer drengeopvækst i en jysk provinsby i 1970’erne; Henrik Ruben Genz’ Gud taler ud (2017, efter Jens Blendstrups roman) fremviser excentrisk familieliv i Aarhus; Jonas Alexander Arnbys Når dyrene drømmer (2014) er en gyser om en piges opvækst i et lille samfund; og Frelle Petersens Onkel (2019) fortæller sin virtuost neddæmpede historie om en ung kvinde, der hjælper sin handicappede onkel med at drive gården, spillet af sønderjyske amatører, der taler lokal dialekt (undertekstet på dansk!). 

Reality Rules: Arven fra Dogme

Hvor dogmebevægelsen tilbage i 90’erne satte en ny dagsorden for filmrealisme, præsenterer Michael Noer, der hidtil havde lavet dokumentarfilm, og manuskriptforfatteren Tobias Lindholm, i 2010 en ny metode, kaldet Reality Rules, der foreskriver benyttelse af autentiske locations og blander amatørskuespillere med professionelle. 

Det blev effektivt demonstreret i fængselsfilmen R (2010), instrueret af Noer og Lindholm i fællesskab, Lindholms Kapringen (2012), om en skibskapring i Det indiske Ocean, og den Oscar-nominerede Krigen (2015), om danske soldater i Helmand-provinsen, alle med Pilou Asbæk i hovedrollen; samt i Noers Nordvest (2013), om bandekriminalitet i København NV, og demensdramaet Nøgle hus spejl (2015).

Realismen i 2010’ernes danske film markerer sig også i dramaer om store, dystre emner: Foruden Susanne Biers Hævnen er der Thomas Vinterbergs Submarino (2010), om tragiske skæbner på samfundets bund, og Oscar-nominerede Jagten (2013), der viser et lille samfunds reaktioner, da børnehavepædagogen mistænkes for overgreb mod et barn; begge med manuskript af Lindholm. Filmen vandt tre priser ved Cannes Festival. 

I Bille Augusts Stille hjerte (2014) beslutter den kræftramte mor (Ghita Nørby) at tage afsked med familien og med livet; i Nils Malmros’ selvbiografiske Sorg og glæde (2013) slår hustruen i depression deres barn ihjel. Mere underfundigt håndterer Erik Clausen liv og død i Mennesker bliver spist (2015) og Aldrig mere i morgen (2017).

Utrolige historier: Film for børn og unge

Film for børn og unge er en særlig forpligtelse for Filminstituttet. De genoplivede gamle seriefilm Far til fire og Min søsters børn har som nævnt vist sig som umådeligt holdbare koncepter, men seriefilm for børn er i det hele taget en farbar vej: Lotte Svendsens Max pinlig-film nr. 2 og 3 (2011, 2012), Antboy 1, 2 og 3 af Ask Hasselbalch (2013, 2014, 2016), fantasy-filmene Skammerens datter (2015, 2019), efter Lene Kaabersbøls romaner, og Iqbal-filmene (2015, 2016, 2018). Frederik Nørgards debutfilm Villads fra Valby, produceret på lavbudget, klarede sig dog fint som enkeltstående film både herhjemme og på udenlandske festivaler. 

Årtiet byder på flere animationsfilm, der i stil og univers spænder bredt, blandt andet Esben Toft Jacobsens Den kæmpestore bjørn (2011), Kenneth Kainz' Otto er et næsehorn (2013), Jørgen Lerdam, Philip Einstein Lipski og Amalie Næsby Ficks Den utrolige historie om den kæmpestore pære (2017), efter Jakob Martin Strids børnebog, Dorte Bengtsons Vitello (2018) og Anders Morgenthaler og Mikael Wulffs Mugge & vejfesten (2019).

Af ungdomsfilm kan nævnes Kasper Munks Hold om mig (2011) og You & Me Forever (2013) om venskaber og kærlighed samt Rune Schjøtts Skyskraber (2011) med skæve karakterer og absurde situationer. Annika Bergs fandenivoldske debutfilm Team Hurricane (2017) om otte teenagepiger slog nye toner an for ungdomsfilmen.

Børne- og ungdomsfilmens hovedværk i perioden er Anders Matthesens Ternet Ninja (2018), en 3D-animationsfilm i stil med Matthesens tidligere Terkel i knibe (2005), hvorfra flere karakterer går igen. Historien, der bygger på instruktørens egen børnebog, handler om en mobbet dreng, der får styrke og selvtillid fra en Ninja-dukke. Filmen solgte hen mod en million biografbilletter.

Det gode liv og det hårde liv: Dokumentarfilmen

Periodens dokumentarfilm omfatter klassiske portrætfilm – Sami Saifs Tommy (2010) om popsangeren Tommy Seebach og Anne Regitze Wivels Svend (2011), om politikeren Svend Auken, og Mand falder (2015), om maleren Per Kirkeby; samt Jørgen Leths I Walk (2019), et selvportræt af kunstneren som gammel mand.

Originale indblik i intimsfæren kommer med Evas Mulvads Det gode liv (2011), om to udenlandsdanskere, mor og datter, som har mistet deres penge og nu må lægge livsstilen om; Christian Sønderby Jepsens Testamentet (2012), om en arv, der skaber splid i familien; Sine Skibsholts Dem vi var (2016) om kærlighed og familieliv efter en blodprop og Nicole N. Horanyis hybrid En fremmed flytter ind (2017) om kærlighed og bedrag på sociale medier.

Dokumentarfilmene reflekterer også samfundsmæssige tematikker. Michael Madsens Into Eternity (2010) behandler i stram æstetisk form langsigtede spørgsmål forbundet med atomenergi; Phie Ambos Så meget godt i vente (2014) belyser bæredygtighed i biodynamisk landbrug; Christian Sønderby Jepsens Naturens uorden (2015) stiller spørgsmål til normalitet og livsværdier; Christina Rosendahls Vold – i kærlighedens navn (2017) sætter fokus på vold mod kvinder; migration er temaet i Janus Metz og Sine Plambechs flerårige projekt Hjertelandet (2018) og Emil Langballes Q’s Barbershop (2019) giver et varmt og humoristisk indblik i livet i Vollsmose set fra en barbersalon.

Der er også uforfærdede og forfærdende skildringer fra verdens brændpunkter og underbelyste historiske begivenheder: Mads Brüggers Ambassadøren (2011) og Sundance-vinderen Cold Case Hammarskjöld (2019), hvor dokumentaristen får adgang til korrupte og foruroligende miljøer; Janus Metz’ intense Cannes-vinder Armadillo (2010), der tæt følger danske soldater på voldsom mission i Afghanistan; Simon Lereng Wilmonts Olegs krig (2017) om konflikten i det østlige Ukraine set igennem et barns øjne; syriske Feras Fayyads to Oscar-nominerede film om borgerkrigen i Syrien, De sidste mænd i Aleppo (2017) og The Cave (2019); og amerikaneren Joshua Oppenheimers Oscar-nominerede The Act of Killing (2012) og The Look of Silence (2014), om det indonesiske folkemords bødler og ofre, præsenteret i en fascinerende blanding af grusomme vidneudsagn, grænseoverskridende rekonstruktioner og fabulerende eventyr.

Hollywood kalder: Danske filmfolk på udebane

En lang række danske instruktører laver engelsksprogede film, enten i USA eller i England.

Det er film som Ole Bornedals The Possession (2012), Susanne Biers Serena (2014) og 'Birdbox' (2018, Netflix), Niels Arden Oplevs Flatliners (2017), Martin Zandvliets 'The Outsider' (2018, Netflix), Thomas Vinterbergs klassikerfilmatisering Far from the Madding Crowd (2015) og ubådsdramaet Kursk (2018), Lone Scherfigs romantiske Samme dag næste år (2011) og Their Finest Hour (2016), Nikolaj Arcels The Dark Tower (2017) og Michael Noers Papillon (2017). 

Nicolas Winding Refn forfølger sin særlige auteurvej, hvor stil overgår story, og lykkedes stort med gangsterfilmen og Cannes-vinderen Drive (2011). De efterfølgende Only God Forgives (2013) og The Neon Demon (2016) har også premiere på Cannes Festivalen.
 
Hertil kommer tv-arbejde: Nicolas Winding Refns 'Too Old to Die Young' (2019) for Amazon, Susanne Bier med den vellykkede engelske miniserie 'Natportieren' (2016) for BBC, Charlotte Sieling med episoder til 'Homeland' (2011-2020) og 'The Americans' (2013-2018), Ole Christian Madsen med episoder til 'Banshee' (2013-16), hvor Ulrich Thomsen spiller en hovedrolle, og Christian Torpe som hovedkraften bag 'The Mist' (2017). 

Borgen, Broen og Badehotellet: Dansk tv-fiktion i 2010’erne

Danske tv-serier har formået at fastholde både den nationale og den internationale opmærksomhed i tiåret. Borgen (2010-13, Adam Price) har fokus på det politiske liv og den kvindelige statsministers udfordringer. Broen (2011-18, Hans Rosenfeldt m.fl.) er en dansk-svensk krimiserie, som byder på Nordic Noir for alle pengene. Til gengæld har periodedramaet Badehotellet (2013-, Stig Thorsboe & Hanna Lundblad) sørget for det gode humør med et elegant tværsnit gennem det danske klassesamfund i mellemkrigsårene.

Dertil kommer Ole Bornedals voldsomt debatterede 1864 (2014), om nationens fatale nederlag, Arvingerne (2014-17, Maya Ilsøe), om familiestridigheder efter den store kunstners død, Norskov (2015-2017, Louise Friedberg m.fl.) om livet i en industriby i Nordjylland, Herrens veje (2017-18) om en præstefamilies eget Kain og Abel-drama, Kriger (2018, Christoffer Boe) om rockermiljøet samt provinsthrilleren 'Fred til lands' (2019, Christian Torpe, Marie Østergaard), hvor det hyggelige provinsliv udfordres af en plageånd, som småbyens borgere gerne vil til livs. 

Underskov på nettet: Danske kortfilm

Der er en stor og frodig underskov af kortfilm, både fiktion og faktion, som udnytter filmmediets voksende teknologiske tilgængelighed som en rugekasse, ikke mindst for studerende og talenter in spe. Det er ikke film, der normalt ses i biografer og kun sjældent på tv, men til gengæld ligger frit tilgængelige på internettet, først og fremmest på det globale YouTube og på den danske Ekko Shortlist.

I løbet af årtiet deltager tre kortfilm i Oscarkapløbet: De nye lejere af Joachim Back i 2010 og Anders Walthers Helium i 2014, der begge vandt, samt Aske Bangs Silent Nights i 2017.

Læs mere om filmene: