Evridika er "teenage-utilfreds" med sit liv. Hun bor alene med sin mor i en lille by, Alaverdy, i Armenien og længes væk. Hun er i kontakt med omverdenen via sin laptop, og mobilen bruger hun til at filme sine omgivelser, bl.a. moren Sana, når denne - som dirigent - arbejder med sit mandskor. Evridika kan ikke lide sit specielle navn og vil tage navneforandring, når hun snart fylder 14 år. Sana har aldrig fortalt Evridika, hvem hendes far er, og Evridika er overbevist om, at det er en af mændene i koret. Da hun konfronterer sin mor med det, får hun ikke noget svar.