FILM I DENNE KORTFILMPAKKE:
‘Mother Creature’ (Maria Tórgarð, Færøerne, 2026, 29 min.)
I skolen rækker en niårig pige hånden op og fortæller, at hendes mor er syg i hjernen. Således starter et teaterstykke sat op af datteren selv. Stykket er hendes forsøg på et opgør med den katatoniske skizofreni, der gennem hele hendes liv har plaget hendes mor, i stedet for at gemme den væk i stilhed og mørke. Moderen har selv både tegnet og skrevet om skizofrenien og forsøgt at gøre den til et reelt, træt, udmattet, frustreret modervæsen, for at få folk omkring hende til at forstå. Og i ‘Mother Creature’ skal det modervæsen vækkes til live. I en kreativ blanding af teater, hjemmevideo, iscenesættelse, den færøske natur og klassisk observation forsøger filmskaber og datter at kravle ind under sengen og kigge barndommens monster dybt ind i øjnene. Fra med-instruktøren af det færøiske CPH:DOX-hit ‘Skál’ (2021).
‘Joan of Arc’ (Hlynur Pálmason, Island, 2025, 62 min.)
Ved kanten af verden i den smukke natur på den islandske østkyst er to tvillingedrenge gået i gang med at grave et kæmpe hul. Da hullet er dybt nok, stikker de et langt stykke tømmer ned i hullet og fylder det op igen. Nu står tømmeret som en strunk pæl midt i det hele. Deres storesøster støder til dem og sammen bygger de en ridderskikkelse, som de surrer fast til pælen. Perfekt. For nu har de et mål de kan skyde pile efter, selvom deres far egentlig har sagt, at de ikke må skyde med bue og pil, når han ikke er hjemme. Men det skider de på, for han er alligevel aldrig hjemme, og nu skal ridderen, som storesøsteren har døbt Jeanne d’Arc – for kvinder også kan være riddere – gennembores af pile. Kameraet står bomstille gennem hele ‘Joan of Arc’, og at det ikke bliver det mindste kedeligt må tilskrives de tre børn foran kameraet og selvfølgelig deres far – den islandske filmskaber Hlynur Pálmason. Et smukt og meget morsomt portræt af tidens gang, barneleg og det evigt omskiftelige islandske klima.
, 91 min.
Tilladt for børn over 15 år