Filmen vises med introduktion og servering. Mere information følger snarest.
Instruktør: Nelson Carlo de Los Santos Arias
En visuelt betagende og drømmelignende film om … tja, ikke en hvilken som helst flodhest.
Mød Pepe, der var en del af narkokongen Pablo Escobars zoologiske samling i Colombia. Efter Escobars død i 1993 blev flodhestene sat ud i naturen, og ’Pepe’ følger flodhestens rejse i et ukendt landskab – fri, men stadig fanget i sin skæbne som et produkt af menneskets handlinger.
Filmen starter med en surrealistisk sekvens, hvor en dreng ser en tegnefilm om flodhesten Pepe, og hurtigt bliver vi trukket ind i en strøm af flodhestens bevidsthed, der reflekterer over sin tilstand.
Gennem dramatiske droneoptagelser af flodhestens oprindelse i Namibia og de colombianske floder, hvor den nu færdes, skaber Arias et stærkt visuelt portræt af et dyr, der er blevet et symbol på både naturens vildskab og menneskets forstyrrelse af den.
Filmens centrum er den colombianske fisker Candelario, der bliver besat af flodhesten og opfatter den som en mytisk, farlig skabning. Hans besættelse af flodhesten fungerer som en metafor for Colombias egen kamp med sine fortidens spøgelser og uforløste traumer.
Som The Guardian skrev: "’Pepe’ er en film, der er lige så mystisk og udvidet som det dyr, den omhandler – mærkelig, smuk og fremmedartet. Og med bid."
Medvirkende: Jhon Narváez, Sor María Ríos
Dominica, Namibia, Tyskland, Frankrig, 2024
DCP, 122 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år