Journal 64 begynder optagelse

PRODUKTION. Christoffer Boe og Zentropa begynder optagelserne til den fjerde Afdeling Q-film i dag. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares indtager for sidste gang i hovedrollerne som Carl og Assad. Der er forventet dansk premiere 4. oktober i år.

I dag starter optagelserne til Zentropas fjerde og sidste film i Jussi Adler-Olsens populære serie om Afdeling Q, 'Journal 64'. I den første periode af optagelserne er hele holdet i Nordtyskland. Derefter vender de hjem til Danmark, hvor de resterende optagelser finder sted, bl.a. på Sprogø, hvor en central del af handlingen foregår.

I 'Journal 64' gør nogle håndværkere en uhyggelig opdagelse i en ældre københavnsk lejlighed: Bag en falsk mur i lejligheden finder de tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar. Kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad i Afdeling Q bliver sat til at finde ud af, hvem mumierne er, og hvem den fjerde plads er tiltænkt. Carl og Assad sætter jagten ind på lejlighedens beboer og finder spor tilbage til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering tidligere var en fast del af hverdagen for de anbragte, såkaldte utugtige piger. Rædslerne på Sprogø er et overstået kapitel i Danmarkshistorien, men der dukker personer op, som siger, at eksperimenterne er fortsat helt op i vores tid. Carl og Assad indleder et kapløb med tiden for at forhindre nye mord og overgreb.

Med 'Journal 64' bliver det sidste gang, at Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spiller de efterhånden legendariske roller som Carl og Assad. På rollelisten er også Elliott Crosset Hove, Anders Hove, Fanny Leander Bornedal, Clara Rosager, Nicolas Bro og Marianne Høgsbro.

'Journal 64' instrueres af Christoffer Boe, som fik stor publikumssucces med filmen 'Spies og Glistrup' fra 2013 og senest har færdiggjort optagelserne til TV 2s kommende dramaserie 'Kriger'.

Manuskriptet er skabt af Bo Hr. Hansen, Nikolaj Arcel og Mikkel Nørgaard efter roman af Jussi Adler-Olsen. Arcel er uddannet på Filmskolen i 2001 sammen med både Christoffer Boe og producer Louise Vesth. Det er første gang de tre er gået sammen om at lave en fim.

Med 2,2 mio. solgte biografbilletter til de tre første Afdeling Q-film 'Kvinden i buret' (2013), 'Fasandræberne' (2014) og 'Flaskepost fra P' (2016) er der store forventninger til 'Journal 64', som formodes at blive næste års helt store danske biograffilm. Louise Vesth har også produceret de første tre film i serien.

Filmen har et samlet budget på 38,2 mio. kr, og der er forventet dansk premiere den 4. oktober 2018.

'Journal 64' er produceret af Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut ved Markedsordningen samt Deutscher Filmförderfonds, Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein og Nordmedia.