Dansk science fiction for hele familien

I PRODUKTION. Frederik Nørgaard har begyndt optagelserne til ’Ka’ robotter skide?', der har forventet premiere 31. marts 2022. Sideløbende med filmen laver Niila Games et mobilspil baseret på filmens univers.

’Ka’ robotter skide?’ er et tværmedielt univers, der består af både en spillefilm og et mobilspil. Spillet og filmen tager udgangspunkt i samme univers og samme karakterer, men fungerer som uafhængige udvidelser af hinanden. Både filmen og spillet er støttet som et tværmedielt projekt gennem Det Danske Filminstituts nye ’Univers’-ordning.

Historien udspiller sig i en nær fremtid, hvor klimaproblemerne er løst. Alt er lyst og grønt og dejligt – og alle børn har tilmed deres egne menneskelignende robotter, der følger dem rundt som personlige assistenter. 11-årige Alberte har til gengæld en virkelig forældet én af slagsen – Robbi, som mest af alt ligner en forvokset bamse. Og hun mobbes i skolen af samme grund. Men hendes popularitet vender, da hun i fødselsdagsgave får den nyeste humanoid-model på markedet. Ind træder Konrad, den mest livagtige robot, der nogensinde er set. Han ligner faktisk 1:1 et menneskebarn. Efterhånden begynder Alberte at føle en ægte forbindelse til Konrad – men kan man overhovedet være venner med en robot?

Hvor filmen centrerer sig om Alberte, så er spillets hovedperson i stedet robotten Robbi, som er alene på skolen, mens Alberte er til time. Spillet vil derfor give et nyt perspektiv på skolen og de mennesker og robotter, der går dér. En skole i den nære fremtid vil uden tvivl være befolket af en masse forskellige teknologiske personligheder, fra de effektive service-bots, der rydder op i det skjulte, til de milde robot-pædagoger, der passer på de mindste børn. Så mens de har travlt, kan Robbi hjælpe dem og gøre deres hverdag lidt nemmere – og så kan de jo blive venner i mellemtiden. Ligesom i filmen vil Robbi også gerne være venner med de seje børn, men hvad mon han kan hjælpe dem med? I skolens åbne verden vil der være mange små steder, som Robbi kan udforske, mens han venter på at Alberte får fri. 

I filmens to hovedroller som Alberte og Konrad ses Selma Iljazovski og Philip Elbech. Lars Brygman lægger stemme til Robbi, mens Albertes forældre spilles af Lise Baastrup og Kristian Ibler.

Manuskriptet, der er baseret på børnebogen ’Robotten kan skide!’ af Morten Dürr, er skrevet af Jacob Tingleff og Frederik Nørgaard.

Filmen instrueres af Frederik Meldal Nørgaard, der tidligere har instrueret familiefilmene ’Villads fra Valby’, ’Kidnappet’ og ’Team Albert’. Optagelserne er startet i denne uge på Fyn og fortsætter den næste måneds tid i blandt andet Odense, Ringe og Svendborg.

Filmen produceres af Jasmine Hermann Naghizadeh for Nimbus Film med støtte fra FilmFyn og Det Danske Filminstitut. ’Ka’ robotter skide? får biografpremiere 31. marts næste år.