Danske film på vej i biografen

GENÅBNING. Biograferne er nu så småt begyndt at invitere publikum ind i mørket. Første danske premiere bliver ’Kød & blod’ af Jeanette Nordahl.

Efter mere end to måneders ventetid kan biograferne nu igen vise film til publikum. De første biografer har allerede tændt lys i mørket, og 28. maj følger mange andre trop. Det moderne mafiadrama ’Kød & blod’ bliver den første danske premierefilm i biograferne efter den lange nedlukning.

De næste danske film bliver Lone Scherfigs ’The Kindness of Strangers’ 18. juni, animationsfilmen ’Blokhavn’ 25. juni, filmatiseringen af Christian Jungersens bestseller ’Undtagelsen’ 2. juli og Christina Rosendals ’Vores mand i Amerika’ 13. august.

Jeanette Nordahl og Ingeborg Topsøe om 'Kød & blod'

 

 

 

 

’Kød & blod’ skulle oprindeligt have haft premiere 12. marts.

”Jeg er så glad for, at vi endelig kan sende ’Kød & blod’ ud i de danske biografer! Og jeg håber, at publikum glæder sig ligeså meget som os til at komme tilbage til biografmørket, oplevelsen og kulturen,” siger Jeanette Nordahl om premieren på hendes debutfilm.

Filmen havde verdenspremiere på Berlinalen, og den er nu udtaget til Karlovy Vary International Film Festival, der løber af stablen den 3.-11.juli. Festivalen afholdes i år for et lokalt publikum i biografer over hele Tjekkiet.

’Kød & blod’ er en familiefortælling, der udspiller sig i et kriminelt miljø i en dansk provinsby, og som kaster et nådesløst blik på kærlighed, sammenhold og fællesskabets destruktive magt.

Ud over Sidse Babett Knudsen som familiens barske og kærlige matriark medvirker debutanten Sandra Guldberg Kampp i rollen som Ida samt Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove og Besir Zeciri i rollerne som hendes kriminelle fætre.

Tags: