En ny bølge af unge visionære filmskabere sætter i disse måneder deres tydelige præg på dansk film: 'Vinterbrødre' ryddede bordet ved Robert og Bodil, 'En frygtelig kvinde' satte gang i debatspalterne, 'Holiday' og 'Den skyldige' var udtaget til Sundance, og sidstnævnte har allerede høstet flere overstrømmende anmeldelser i anledning af premieren den 14. juni.
Og det er blot et udpluk af de mange forskellige film af unge talenter, der er brudt igennem i de seneste par år eller er på nippet til at debutere – mange af dem gennem Det Danske Filminstituts lavbudgetinitiativ, der har som mål at styrke talentudviklingen.
"Vi har fået nogle meget anderledes film, der spænder rigtig vidt," sagde Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, da han holdt sin åbningstale på det årlige seminar for fiktionsbranchen om resultaterne af lavbudgetinitiativet. Men der er tre faktorer, de har til fælles, sagde Ladegaard:
"De er rigtig modige og tager chancer både indholdsmæssigt og formmæssigt. De har noget på hjerte og vil faktisk fortælle os noget. Og så handler de rigtigt meget om Danmark lige nu."
Mod, fortællelyst og samfundsrelevans gik også igen, da otte talenter fremlagde deres personlige visioner for dansk film under programpunktet 'Den nye bølges stemme'. Her havde Filminstituttet inviteret filmskaberne til at holde et kort oplæg illustreret af et filmklip på baggrund af følgende spørgsmål: "Hvad har dansk film brug for? Og hvordan vil jeg tilføre det?"
Vi bringer her et uddrag af filmskabernes oplæg:
Skal være både medrivende og komplekse
Ingeborg Topsøe: manuskriptforfatter på 'Charmøren' (2018) // Filmklip: lavine-scenen fra Ruben Östlunds 'Force Majeure' (2014)
For Ingeborg Topsøe er det essentielt, at en film rummer både det følelsesmæssigt medrivende og intellektuelt komplekse, som i Östlunds film.
"Den følelsesmæssigt medrivende historie er svær at skabe, og jeg synes klart, den er nødvendig. Men jeg synes ikke, den er nok," fortalte hun og uddybede med tankerne bag sit og Milad Alamis manuskript til 'Charmøren'. Filmen kan ses som politisk på grund af sit valg af en økonomisk immigrant som hovedperson. Men den beskæftiger sig bevidst ikke direkte med politiske spørgsmål, da de ligger uden for hovedpersonens subjektive oplevelser. Det handler snarere om eksistentielle spørgsmål om et menneskes kerne i en foranderlig situation.
"For mig er den subjektive verden, som man kan dykke ned i, attraktionen ved filmmediet, fordi det har evnen til at blæse et menneskeansigt op i kæmpestørrelse og give os mulighed for at fortabe os i mennesket."
"Spillefilmproduktion er en lang proces, og derfor synes jeg ikke, at de hurtige og skråsikre politiske kommentarer eller livsmoraler er gode at kommunikere i filmmediet. Dér er det mere effektivt at skrive en Facebook-opdatering eller dele et kort videoklip. For mig er det en hovedregel, at hvis det, jeg egentlig vil sige, kan siges meget let eller hurtigt, er filmmediet en for omstændelig måde at sige det på. Samtidig tror jeg også, at den insisteren på kompleksitet kræver en medrivende historie for at få folk til at se filmene."
Stå ved det politiske
Ulaa Salim: instruktør, spillefilmdebuterer med 'Danmarks sønner' i 2019 // Filmklip: introen til Spike Lees 'Malcolm X' (1992)
Ulaa Salim vil gerne skabe film, der vil noget, tør tale om noget, har en nødvendighed, ikke lægger en ironisk distance til deres emne og ikke provokerer bare for at provokere.
"Jeg synes, film skal være politiske. Ikke højre-venstre-politisk, men politisk ved at tage stilling – og stå ved, at de tager stilling."
Salim mener, at publikum med det digitale bombardement af lige dele døde børn, kattevideoer og folkeskolevenners fødselsdage er klar til at se film, der udfordrer.
"Spillefilmen er presset på en masse parametre, men jeg tror ikke, at den er presset på sit indhold. Man kan tage mange flere chancer nu og tillade dig meget, når man først har fået folk i biografen. Jeg vil gerne have en skarp struktur i mine film og så bryde den radikalt. En måde at gøre det på er at sætte en klar præmis op. Jeg ved, at der er mange gode historier, der er relevante lige nu og her og vil være relevante i mange år fremover."
Derfor har han sammen med producer Daniel Mühlendorph startet produktionsselskabet Hyæne Film, "hvor man tør fortælle historier, der vil noget, og står ved, at de vil noget."
Giv slip på planen
Daniel Mühlendorph: producer på Ulaa Salims 'Danmarks sønner' (2019) // Filmklip: scene med en meget insisterende Jake Gyllenhaal fra Dan Gilroys 'Nightcrawler' (2014)
Mühlendorph startede Hyæne Film i 2017 sammen med Ulaa Salim, som han tog afgang med fra Filmskolen. "Vores fælles vision og indgangsvinkel var, at vi ikke arbejder særligt godt under andre – og slet ikke, hvis rammerne bliver for snævre."
Som producer kan Mühlendorph egentlig godt lide at planlægge produktionerne minutiøst. Men gennem sit samarbejde med Salim har han udviklet en særlig tilgang, hvor der er plads til at eksperimentere.
"På et tidspunkt, når planen er der, giver vi også fuldstændig slip."
"Vi har indført det, vi kalder bufferdage. Det går ud på, at vi undervejs har halve eller hele dage, hvor folk møder op på set, og ud over det ved de ikke ret meget andet. Så tager Ulaa den derfra, og så er det om at følge trop. Vi kan mødes et sted på Amager og slutte i Nordvest, alt efter hvad Ulaa har sat på dagen. Der er meget improvisation, og det betyder, at den film, man kommer hjem med, virker mere naturlig."
Sæt dig mellem mange stole
Christian Tafdrup: instruktør af 'Forældre' (2016) og 'En frygtelig kvinde' (2017) // Filmklip: absurd scene med dansende søstre fra Yorgos Lanthimos' 'Dogtooth' (2009)
"'Dogtooth' er en familiehistorie optaget i et hus, men det er ikke et almindeligt hus eller en almindelig familiehistorie. (Lanthimos) har en anden vinkel på det. Jeg har også arbejdet med, hvordan man kan lave en film i en lejlighed, men som ikke er en almindelig lejlighed, eller en film om et parforhold med et andet greb. Jeg er interesseret i helt ordinære eksistenser fortalt på en ekstraordinær måde."
"Jeg synes, det har været en dårlig vane i dansk film at lave samlende film med et credo, vi alle sammen kan være enige om. Det er sjovere at have en mere konsekvent præmis, der er styret af spørgsmål eller en oplevelse frem for svar. Det forsøgte jeg med min sidste film. Det er jo ikke, fordi jeg hader kvinder, men det er en sjov påstand, og måske er det en oplevelse, der så kan modbevises. På den måde sætter man sig i et mere risikofyldt sted."
Tafdrup siger, at hans generation er opvokset med fokus på det gode manuskript, historiefortælling og psykologisk realisme. Måske i et opgør med det er den nye instruktørgeneration optaget af noget andet. Fx et antropologisk blik, momentet og teatralitet, som 'Dogtooth' også indeholder.
Tafdrup ønsker at skabe film med "sammenstød". "Jeg kan godt lide begrebet at sætte sig mellem mange stole, og jeg vil gerne bidrage med film, der kan være morsomme, alvorlige, forfærdelige, platte og komiske på samme tid."
Lystfyldt og fandenivoldsk tilgang
Lina Flint: producer i Nordisk Film Spring af 'Den skyldige', premiere 14. juni // Filmklip: hæsblæsende scene fra Josh og Benny Safdies 'Good Time' (2017)
Lina Flint viste klippet fra 'Good Time' som et eksempel på en lystfyldt tilgang til filmsproget og til strukturen i en ellers klassisk kupfilm. Hun pegede på sin generations mod og handlekraft.
"Vi er vokset op med, at det nok ikke kunne lade sig gøre at lave film. Det tror jeg har forplantet sig i en fandenivoldsk energi i os alle sammen, hvor vi fandeme skulle vise, at det godt kunne lade sig gøre, og vi har tvunget os selv til at finde nye veje."
Ligesom flere andre af dagens bidragydere pegede hun på, at den nye generation udfordrer den socialrealistiske filmtradition i Danmark.
"Jeg synes, der er brug for en radikalitet. Det tror jeg blandt andet, vi kan få ved at lave elevated genre films, som der er mange gode eksempler på lige nu. Altså forhøjede genrefilm, som bruger den velkendte historie og måden at fortælle på, men på en ny måde. Ved at gøre publikum trygge i genrefilmen kan man åbne for en mere kompleks tematik og komplekse karakterer. På den måde kan vi lokke det store publikum ind, men også fortælle dem nogle nye og måske mere udfordrende historier om den verden, vi lever i."
"I den sammenhæng har vi brug for at udfordre og udforske de filmiske greb og være nysgerrige og lege med dem."
Hun opfordrede til at se den enkelte film som en del af et større instruktørlivsværk, hvor billetsalg ikke er det eneste succeskriterium. Og til "ikke at lade sig korrumpere eller påvirke af andres forventninger eller holdninger".
Følelserne tilbage på lærredet
Mehdi Avaz: instruktør af 'Mens vi lever' (2017), skabt sammen med brødrene Milad og Misam Avaz // Filmklip: Andrew Garfield holder nøgletale i Mel Gibsons krigsfilm 'Hacksaw Ridge' (2016)
Mehdi Avaz præsenterede tre punkter, som han og hans brødre vil bidrage til dansk film med i fremtiden: at sælge billetter, at skabe høj produktionsværdi og opsøge nye talenter.
"Vi laver film, fordi vi gerne vil sælge biografbilletter. Vi er ikke arthouse. Vi vil lave kommercielle, brede film, der er lavet af almindelige mennesker til almindelige mennesker – så Yvonne fra Nørre Snede på 67 for første gang i ti år rejser sig og siger: 'Jeg skal fandeme se den film i biografen.'"
"Næste kriterie er, at vi gerne vil gøre dansk film til en amerikansk produktion. Det vil sige store billeder, ikke særligt mange closeups, der skal være smæk på farverne, der skal være drone, og der skal være en helikopter, der flyver ind i billedet. Det skal være så storslået, at man bare tænker: 'Hvor fanden har de fået alle de penge fra?'"
"Det tredje punkt er, at vi gerne vil have nye mennesker på vores hold. På et tidspunkt når vi har penge nok på kontoen, kunne vi tænke os at lave noget a la 'Project Greenlight', som Ben Affleck og Matt Damon laver i USA – hvor vi selv går ud og finder en ny producer, instruktør og manuskriptforfatter. Der findes rigtig mange talenter derude, der aldrig får chancen eller får taletid til at få støtte nogen steder."
Og så vil Avaz gerne have flere følelser ind i dansk film.
"Nu er jeg selv opvokset i Tisvilde, og ude i små landsbyer er alle bagerier og pølsevogne simpelthen væk. Sådan ser jeg også biograferne om ti år, hvis vi ikke gør noget ved det. Jeg synes, vi skal lave film, hvor der er plads til at vise følelser. Vi skal have drama tilbage på lærredet. Det er ok at fortælle på lærredet, at man elsker hinanden. Det er ok at have tårer i øjnene, og det er ok at lave store billeder. På den måde vil vi gerne komme med noget nyt i dansk film: at lave storslåede film."
Bryd væggen mellem film og publikum
Puk Grasten: instruktør af '37' (2016) // Filmklip: klimaksscene fra Michael Hanekes 'Funny Games' (1997)
Puk Grastens filmklip var et eksempel på den slags grænsebrydende film med ubehagelige undertoner, som hun selv ønsker at skabe. Hun er navnlig inspireret af Hanekes brud af den "fjerde væg" – altså den imaginære væg mellem scene og publikum, som han bryder for at konfrontere publikum med deres voyeurisme og lege med deres forventninger.
"I Hanekes ånd vil jeg bryde regler og bryde den fjerde væg for at konfrontere og inkludere et publikum," sagde Grasten. Hun nævnte brud på 180 grader-aksen, synlig klipning, karakterer der kigger ind i kameraet og utilregnelig scenografi som eksempler på teknikker, der overrasker publikum og gør dem ubehageligt til mode.
"Det, der plejede at føles hjemligt, føles nu utrygt og uhyggeligt. At bryde de trygge rammer er et stærkt virkemiddel til at fange publikums opmærksomhed og tvinge dem til at være til stede. Jeg tror på, at publikum godt vil overraskes og udfordres."
Endelig sendte Isabella Eklöf en videohilsen fra Sydney Film Festival, hvor hun i disse dage viser sin debutspillefilm 'Holiday' (2018) og deltager i et panel om det at være kvindelig filmskaber. Hun havde blandt andet denne pointe til seminardeltagerne:
"Bare fordi man tilhører én generation, betyder det ikke, at man har noget som helst til fælles. Hvis man skal sige noget fælles om os, så er det nok lige præcis diversiteten."
