Instruktør, født 14/1 1960 (Per Fly Plejdrup). Optaget på Den Danske Filmskoles instruktørlinie i 1989 - samme årgang som Ole Christian Madsen og Thomas Vinterberg - og afsluttede sin uddannelse i 1993 med afgangsfilmen "Værelse 17". I de følgende år instruerede Per Fly flere novellefilm, tv-satiren "Så du ansjosen?" (1995) og den efterfølgende tv-serie "Tv-ansjosen" (1996). I 1998 instruerede han novellefilmen "Liftarflickan" samt tre afsnit af tv-serien "TAXA" for Danmarks Radio.
I 2000 fik Per Fly sit gennembrud med debutspillefilmen "Bænken" (2000), der var den første i en trilogi om under-, middel- og overklassen i Danmark. Filmen modtog adskillige priser i både ind- og udland. Efterfølgeren "Arven" (2003), om den danske overklasse, blev årets mest sete spillefilm og vandt hele syv Robert-priser i 2004. Arven modtog også flere store internationale priser, blandt andet prisen for Bedste Manuskript ved Flaiano International Film Festival i Italien og prisen for Bedste Manuskript på San Sebastián International Film Festival i Spanien. Trilogiens sidste film "Drabet" (2005) indbragte Per Fly en Robert og en Bodil samt Nordisk Råds Filmpris. I 2005 modtog Per Fly desuden Kronprinseparrets Kulturpris for trilogien. I 2018 stod Fly bag den dansk-canadiske thriller "Dobbeltspil".
I 2007 lavede han TV-serien "Forestillinger" i seks afsnit til DR, for hvilken Sonja Richter vandt for bedste kvindelig hovedrolle ved den 47. Monte Carlo TV-Festival, og i 2016 var han instruktør på flere episoder af krimiserien "Bedrag", som blandt andet modtog en Robert for Årets tv-serie i 2017. Han var konceptuerende instruktør på "Erobreren", som er en historisk dramaserie på HBO Nordic, der bygger på bind II-IV af Martin Andersen Nexøs roman om "Pelle Erobreren".
| Titel | År | Funktion | Kategori |
|---|---|---|---|
| Hammarskjöld | 2024 | Instruktion | U/Spillefilm |
| Resten af livet | 2022 | Konsulent | DK/Spillefilm |
| Dobbeltspil | 2018 | Instruktion, Manuskript | DK/Spillefilm |
| Fantasten | 2017 | Manuskonsulent | DK/Spillefilm |
| Bedrag 1 | 2016 | Instruktion | Tv-serie |
| Monica Z | 2013 | Instruktion | U/Spillefilm |
| Fuglejagten | 2012 | Manuskonsulent | DK/Spillefilm |
| Kvinden der drømte om en mand | 2010 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
| Vanvittig forelsket | 2009 | Manuskonsulent | DK/Spillefilm |
| Antichrist | 2009 | Manuskonsulent | DK/Spillefilm |
| Lille soldat | 2008 | Fotograf (Afrika) | DK/Spillefilm |
| Forestillinger | 2007 | Instruktion, Manus, Koncept | Tv-serie |
| Shakespeares Venus og Adonis | 2007 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
| Fighter | 2007 | Klippekonsulent | DK/Spillefilm |
| De tre musketerer | 2006 | Ceremoni-mester | DK/Spillefilm |
| Orla Frøsnapper | 2006 | Manuskriptkonsulent | DK/Kort fiktion |
| Drabet | 2005 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
| Allegro | 2005 | Tilskuer | DK/Spillefilm |
| Arven | 2003 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
| Pagten | 2003 | Instruktørkonsulent | DK/Kort fiktion |
| Filmskatten | 2002 | Instruktion | DK/Dokumentarfilm |
| Prop & Berta | 2001 | Instruktion | DK/Spillefilm |
| Bænken | 2000 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
| Den lille ridder | 1999 | Instruktion | DK/Kort fiktion |
| Chock. Liftarflickan | 1997 | Instruktion | U/Kort fiktion |
| TAXA | 1997 | Instruktion | Tv-serie |
| Monsterfest | 1995 | Instruktion | DK/Kort fiktion |
| - kalder Katrine! | 1994 | Instruktion, Manus | DK/Kort fiktion |
| Sofaholdet | 1994 | Instruktion | Tv-film |
| Værelse 17 | 1993 | Instruktion, Manus | DK/Kort fiktion |
| Tre små historier | 1993 | Instruktion | DK/Kort fiktion |