Dansk Filmhistorie: 2000-2009

Den folkelige film tegnes efter årtusindeskiftet af 'romertalsfilm', romantiske komedier og 'drengerøvsfilm'. Mainstreamfilmen opnår succes med afprøvninger af klassiske genrer og skildringer af klasse-Danmark. Filminstituttets talentudviklingsordning New Danish Screen bliver oprettet for at styrke udviklingen af filmens formsprog og fortælling. Særlig markant inden for dokumentarfilmen er den ny dokumentarisme, der bryder igennem i det nye årtusind.

Organisation og hovedgenrer

Det Danske Filminstitut er den centrale organisatoriske faktor i dansk film, men også tv (med DR og TV2) har indflydelse. Siden 1999 etableres der hvert fjerde år fra politisk hold et såkaldt filmforlig, der udstikker de økonomiske rammer for dansk film i den følgende periode.

Instituttets virksomhed, siden 2007 under ledelse af direktør Henrik Bo Nielsen, er opdelt i tre hovedområder – Produktion & Udvikling, der står for støtte til spillefilm, kort- og dokumentarfilm samt for New Danish Screen; Publikum & Formidling, der står for støtte til lancering og salg af danske film samt publikumsservice af forskellig art; og Museum & Cinematek, der står for Cinematekets filmprogram, fagbibliotek samt filmarkiv og plakat- og billedarkiv, inklusive restaurering og sikring af filmarven.

Nutidig dansk spillefilm kan opdeles i tre hovedkategorier – folkelige film, mainstreamfilm og art film. Der er ganske vist film, som overlapper kategorierne imellem, men i hovedsagen er der tale om folkelig populærfilm (oftest støttet gennem 60/40-ordningen), mainstreamfilm (oftest støttet gennem konsulentordningen) og artfilm, forstået som kunstnerisk mere eksperimentelle film (oftest støttet gennem konsulentordningen eller New Danish Screen-ordningen).

Filmuddannelse foregår på Den Danske Filmskole (siden 1992 med Poul Nesgaard som leder), men også på alternative uddannelser som Super 16 (siden 1999) og Den Europæiske Filmhøjskole/European Film College i Ebeltoft (siden 1993) samt Københavns Universitets Film- og Medievidenskab.

De centrale produktionsselskaber er Zentropa Entertainment (Peter Aalbæk Jensen, Vibeke Windeløv, Ib Tardini, Meta Louise Foldager, Sisse Graum Jørgensen), der fra 2008 har haft Nordisk Film som medejer. Desuden Nimbus Film (Bo Erhardt, Birgitte Hald), Grasten Filmproduktion (Regner Grasten), M&M Productions (Tivi og Kim Magnusson), Thura Film (Michael Obel), ASA Film Production (Henrik Møller-Sørensen), Fine & Mellow (Thomas Gammeltoft), Cosmo Film (Rasmus Thorsen, Thomas Hostrup-Larsen); Angel Film (Mogens Glad, Poul Erik Lindeborg) og det internationalt forankrede animationsselskab A.Film.

Romertalsfilm og drengerøvsfilm: Den folkelige film siden årtusindskiftet

Den nugældende 60/40-ordning (en opdatering af den i 1989 indførte 50/50-ordning), hvor der kan gives op til 60% af budgettet i støtte, blev indført i 1999 (i realiteten ligger den statslige støtte dog omkring 40%). Ordningen skal sikre produktionen af populære film med et succeskriterium på 175.000 solgte billetter.

Serier af film, sequels til populære film ofte kaldet 'romertalsfilm', er fortsat en typisk model i dansk populærfilm. Der er hyggebetonede familiefilm efter klassisk model som de nye Min søsters børn- og Far til fire-filmene, og der er den populære Anja & Viktor-serie, som begyndte med 'Kærlighed ved første hik' i 1999 og har budt på fersk parforholdsromantik til ungdommen.

En mere 'voksen' komedie, der drejer genren væk fra folkekomedien og familiekomedien og hen mod den romantiske komedie, der er fokuseret på partnervalg og livsstil i stil med udenlandske forbilleder som den engelske 'Four Weddings and a Funeral' (1994, 'Fire bryllupper og en begravelse'), brød stort igennem først med Susanne Biers 'Den eneste ene' (1999) og dernæst med Lone Scherfigs dogmefilm 'Italiensk for begyndere' (2000), som er blandt de internationalt mest succesrige danske film. Andre typiske komedier er Hella Joofs bøssekomedie 'En kort en lang' (2001), Gert Fredholms 'At klappe med een hånd' (2001) og Morten Arnfreds 'Lykkevej' (2003).

En nøgleperson i den nye populærfilm er Anders Thomas Jensen, der som manuskriptforfatter har udfoldet sig med stor leveringsdygtighed i mange genrer, men udfolder sig mest originalt i den folkelige actionkomedie, 'drengerøvsfilm', hvor lavkomiske taber-typer står i centrum.

Hans manuskript til 'I Kina spiser de hunde' (1999, instrueret af Lasse Spang Olsen og produceret uden statsstøtte) betød genrens danske gennembrud, fortsat med manuskripter til bl.a. 'Rembrandt' (2003, instrueret af Jannik Johansen), 'Sprængfarlig bombe' (2006) og 'Ved verdens ende' (2009, begge instrueret af Tomas Villum Jensen) samt hans egne film, bl.a. 'Blinkende lygter' (2000) og især 'Adams æbler' (2005), der virtuost forener flabet voldskomedie med allegorisk fabel om det gode og det onde.

Klasse-Danmark, kammerspil og genrefilm: Mainstreamfilmen siden årtusindskiftet

Central i nutidsfilmen er Per Flys meget sete og højt priste trilogi om underklasse-, overklasse- og middelklasse-Danmark, 'Bænken' (2000), 'Arven' (2003) og 'Drabet' (2005). Det er ikke socialrealisme, men en slags sociologiske melodramaer, der ambitiøst tegner et billede af nationen gennem effektfuld skæbnedramatik. Melodramaet dyrkes også af Susanne Bier med dogmefilmen 'Elsker dig for evigt' (2002), 'Brødre' (2004, amerikansk remade 2009) og den Oscar-nominerede 'Efter brylluppet' (2006), som har ført hende til Hollywood med 'Things We Lost in the Fire' (2007).

En stærk trend er realistiske hverdagsdramaer som Jesper W. Nielsens 'Okay' (2002), Annette K. Olesens 'Små ulykker' (2002) og dogmefilmen 'Forbrydelser' (2004), Paprika Steens 'Lad de små børn' (2004), Jacob Thuesens 'Anklaget' (2005) og Ole Christian Madsens 'Prag' (2006). De har alle manuskript af Kim Fupz Aakeson, der ved siden af Anders Thomas Jensen er den mest markante manuskriptforfatter i perioden. Han brød igennem med den romantiske komedie Den eneste ene, men har især markeret sig med afdæmpede, intense kammerspil, der fokuserer på parforholdets og familielivets smertepunkter.

Malmros er fortsat med sit erindringsprojekt, dels 'At kende sandheden' (2002) om overlæge-faderen, dels 'Kærestesorger' (2009) om gymnasietiden. Erindret barndom er også omdrejningspunktet i Niels Arden Oplevs 'Drømmen' (2006) og Peter Schønau Fogs 'Kunsten at græde i kor' (2006) efter Erling Jepsens roman om opvæksten i en traumatiseret sønderjysk familie.

Ellers er det påfaldende, at de klassiske genrer afprøves mere uforfærdet end tidligere. Thrilleren har vundet indpas, først og fremmest med Nikolaj Arcels 'Kongekabale' (2004), der i effektiv Hollywoodstil afslører politisk råddenskab; desuden Nicolas Winding Refns ødipalt farvede gangsterdrama 'Pusher 2' (2004), Bornedals neo noir-drama 'Kærlighed på film' (2007) og Rumle Hammerichs 'Headhunter' (2009). En stor publikumssucces var Ole Christian Madsens historiske 'Flammen & Citronen' (2008), der ud fra to tragiske, autentiske skæbner, tegnede et uheroisk billede af besættelsestiden. Niels Arden Oplev fik international succes med den svenske krimi 'Män som hatar kvinnor' (2009, Mænd der hader kvinder) efter Stieg Larssons bestseller. I udkanten af genren ligger Henrik Ruben Genz' 'Frygtelig lykkelig' (2008), en originalt udformet sorthumoristisk 'egnskrimi' efter Erling Jepsens roman.

Arcel, der også er central som manuskriptforfatter til andre instruktørers film, bl.a. 'Klatretøsen' (2002, Hans Fabian Wullenweber), en actionfilm for børn, og 'Män som hatar kvinnor', fortsatte med børnefilmen 'De fortabte sjæles ø' (2007), det første overbevisende danske bud på en fantasy-film med 3D-effekter.

Inden for børne- og ungdomsfilm er der desuden Christina Rosendahls 'Supervoksen' (2006) og Natasha Arthys 'Fighter' (2007), om pigeopvækst. Mest original var Stefan Fjeldmark m.fl.s 'Terkel i knibe' (2004), første danske spillefilm i 3D-animation, baseret på et radiospil af Anders Matthesen, der også leverede alle stemmer. Med sin krasse satire og sine groteske virkemidler betød den en effektiv modernisering af den danske børnefilm.

Filmplakater fra perioden

Benspænd og kridtstreger: Artfilm siden årtusindskiftet

Den mere eksklusive, æstetisk eksperimenterende filmkunst appellerer til et forholdsvis smalt publikum. Succeskriteriet er ikke så meget antallet af solgte billetter, men snarere respektfulde anmeldelser og prestigefulde priser ved internationale festivaler.

En hovedskikkelse i perioden er Christoffer Boe, der markerede sig med 'Reconstruction' (2003), en raffineret kærlighedshistorie på flere planer og metaplaner, efterfulgt af den allegoriske 'Allegro' (2005), om kunstneren spærret inde i sin kunst, og 'Offscreen' (2006), hvor hovedpersonen er en skuespiller, der med et påmonteret kamera registrerer sin egen dæmoniske undergang.

I den eksklusive kategori er også Pernille Fischer Christensens psykologisk fintmærkende 'En soap' (2006), skrevet af Fupz Aakeson, om en kvinde i krise og en transseksuel, der venter på en kønsskifteoperation. Filmen var, ligesom Offscreen, produceret af New Danish Screen, der under navnet Talentudvikling (i forlængelse af Dansk Novellefilm/Novellefilm) blev oprettet i 2003 for at "støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling". Andre film i ordningen er Anders Morgenthalers barske animationsfilm 'Princess' (2006) og spillefilm 'Ekko' (2007), Martin de Thurahs korte 'Ung mand falder' (2007) samt Martin Zandvliets prisbelønnede spillefilmdebut 'Applaus' (2009) om en skuespillerinde I krise.

Artfilmen omfatter også Åke Sandgrens dogmefilm 'Et rigtigt menneske' (2001), en fabel om en fremmed i det danske samfund, Jytte Rex' 'Silkevejen' (2004), om en rejse ind i døden, og Simon Stahos formalistisk intense historie om en tragisk moderskikkelse, 'Daisy Diamond' (2007).

I den mest vidtgående avantgarde er periodens hovedværk billedkunstnerne Michael Kvium og Christian Lemmerz' 'The Wake' (2000), en otte timers stum, musikledsaget visuel strøm, der reflekterer over liv og natur i en James Joyce-inspireret billedassociation.

Hovedskikkelsen i artfilmen er stadig Lars von Trier, hvis eksperimentelle filmkunst i bogstavelig forstand er grænseoverskridende. Han vandt Guldpalmen for 'Dancer in the Dark' (2000), en tragisk musical med den islandske sangerinde Björk i hovedrollen (og som komponist). I 'De fem benspænd' (2003) var det bizarre udgangspunkt, at Jørgen Leth skulle lave nye versioner af sin kortfilm 'Det perfekte menneske' ud fra specifikke regler og begrænsninger, der var udtænkt af Trier.

'Dogville' (2003) og 'Manderlay' (2005) er dele af den ufuldendte USA-trilogi. Gennem ironisk-belærende historier om den hårdt plagede heltinde i depressionens Amerika analyseres menneskepsykens og samfundets mekanismer, fremstillet med en Brecht-inspireret stilisering i et filmstudie med antydede dekorationer og hvide streger på gulvet. Senest kom den gådefuldt symbolske 'Antichrist' (2009), om kvindens natur og naturens ondskab.

Den store verden: Internationalisering i dansk film

Dansk film har siden tonefilmens begyndelse hovedsagelig haft national udbredelse, forbeholdt den lille og nære verden. Op gennem historien har der været tiltag til nordisk samarbejde, idet nogle populærfilm f.eks. blev indspillet i parallelle danske og svenske udgaver i 1930'erne og 40'erne. I 70'erne og frem blev der gjort flere forsøg på at komme ind på det internationale marked, ude i den store verden. Men Bent Christensens 'The Only Way' (1970, 'Oktober-dage'), Ballings 'One of Those Things' (1971, Hændeligt uheld),Carlsens fransksprogede 'Une divorce heureux' (1975, 'En lykkelig skilsmisse') og Bang Carlsens 'Time Out' (1988) demonstrerede tydeligt, at den slags internationale forsøg bliver underligt hjemløse.

Undtagelsen er Lars von Trier, som fra begyndelsen formåede at fremstå som en international filmkunstner, hvis film i de fleste tilfælde er engelsksprogede med internationale skuespillere og dansk hovedproducent. Hans tidlige film medvirkede til, at Filmloven af 1989 frafaldt reglen om, at danske film skulle være på dansk.

Der er danske instruktører, der har lavet udenlandske film i udlandet – Bille August med tyske og amerikanske film, Bornedal med den amerikanske 'Nightwatch' (1997), baseret på hans egen debutfilm, Susanne Bier med 'Things We Lost in the Fire' (2007) og Lone Scherfig med den engelske 'An Education' (2009).

Men der er også film som Bornedals 'I Am Dina' (2002) efter norsk succesroman med engelsktalende danske, svenske, engelske og franske skuespillere i norsk miljø, desuden Lone Scherfigs 'Wilbur Wants to Kill Himself' (2002, Wilbur begår selvmord), optaget i Skotland med lokale skuespillere, Nicolas Winding Refns 'Fear X (2003) og 'Valhalla Rising' (2010), Thomas Vinterbergs 'It's All About Love' (2003) og 'Dear Wendy' (2005) samt Kragh-Jacobsens 'The Island on Bird Street' (1997, 'Øen i Fuglegaden') og 'Skagerrak' (2003).

Her markerer internationaliseringen sig med danskproducerede, men engelsksprogede film, lavet som europæiske koproduktioner med en lang række deltagende selskaber og fonde. Resultatet er ofte et nationalitetsmæssigt diffust produkt, såkaldt 'euro-pudding', der trods kvaliteter har svært ved at finde et publikum, både ude og hjemme.

Forbrydelse betaler sig: Storhedstid for dansk tv-fiktion

Dansk tv-fiktion har oplevet en ny storhedstid gennem en række succesrige tv-serier, hvor forfatteren står som den centrale kreative kraft.

Stig og Peter Thorsboe fortsatte sammen eller hver for sig (ofte med henholdsvis Hanna Lundblad og Mai Brostrøm som medforfattere) med krimierne 'Rejseholdet' (2000-04 – 32 afsnit), 'Ørnen' (2004-05 – 24 afsnit) og 'Livvagterne' (2009-10, 20 afsnit); TV2 fulgte op med Eddie Thomas Petersens 'Strisser på Samsø' (1997-98 – 12 afsnit). Mest succesrig blev Stig Thorsboes 'Krøniken' (2004-07 – 22 afsnit), der opfindsomt kombinerede tv-mediets historie i Danmark med et familiedrama på baggrund af dansk samfundsudvikling i perioden 1949-72.

Populære var også forfatteren Søren Sveistrups parforholdsserie 'Nikolaj og Julie' (2002 – 22 afsnit) og krimierne 'Forbrydelsen' (2007 – 20 afsnit) og 'Forbrydelsen II' (2009 – 6 afsnit). Mere kunstnerisk ambitiøse var instruktør-styrede miniserier som Ole Christian Madsens efterkrigsdrama 'Edderkoppen' (2000 – 6 afsnit) og Per Flys 'Forestillinger' (2007 – 6 afsnit).

Serierne, der også har haft international succes (og bl.a. indbragt tre Emmy'er), har understøttet den generelle tendens til amerikansk påvirket genreorientering og har samtidig givet det danske produktionsmiljø en vigtig mulighed for udfoldelse og professionel dygtiggørelse, ikke mindst for en lang række af periodens centrale filminstruktører – bl.a. Niels Arden Oplev, Per Fly, Lone Scherfig, Henrik Ruben Genz, Ole Christian Madsen og Rumle Hammerich.

Det personlige og det universelle: Dokumentarfilm siden årtusindskiftet

Dokumentarismen fortsætter med modne værker som Jørgen Leths 'Nye scener fra Amerika' (2003), Anne Wivels 'Menneskenes land - min film om Grønland' (2006), Morten Henriksens 'Med ret til at dræbe' (2003), om modstandskæmpernes stikkerlikvideringer, og Ole Roos' portrætfilm Ib Schønberg (2000) og om Henrik Stangerup, 'At skrive eller dø' (2006).

Men mest markant er den ny dokumentarisme, der frodigt bryder igennem i det nye årtusind. Sami Saif og Phie Ambos 'Family' (2001) almengør det private i historien om Saifs forsøg på at finde sin arabiske far. Også i Max Kestners korte genistreg 'Rejsen på ophavet' (2004) krydses det selvbiografiske med det universelle. Med lignende optik ser Niels Frandsens 'Epidemien' (2001) på den store polioepidemi i 1952.

Pernille Rose Grønkjærs 'The Monastery' (2006) portrætterer to excentriske personligheder, Asger Leths 'Ghosts of Cité Soleil' (2006) skildrer bandelivet i Haiti indefra, og Anders Østergaard kommer med de fabulerende kunstnerportrætter 'Tintin et moi' (2003), om tegneserieskaberen Hergé, og 'Gasolin' (2006), om den danske rockgruppe, den mest billetsælgende danske dokumentarfilm.

Den politiske dokumentar dyrkes i Tómas Gislasons visuelt nyskabende 'Den højeste straf' (2000), om to tragiske danske skæbner i Stalin-tidens Sovjetunionen, Eva Mulvads 'Vores lykkes fjende'r (2006), om en kvindelig afghansk politiker, Christoffer Guldbrandsens kontroversielle tv-dokumentar 'Den hemmelige krig' (2006), om danske specialstyrkers udlevering af afghanske krigsfanger til amerikanerne i strid med Geneve-konventionen, og 'Dagbog fra midten' (2009), en slags politisk komedie om Ny Alliances storhed og fald, samt Anders Østergaards 'Burma VJ: Reporter i et lukket land' (2008), sammensat af illegalt optagede videoreportager. Hertil kommer Max Kestners danmarksfilm 'Verden i Danmark' (2006) samt 'Magtens billeder' (2004), en serie på tolv dokumentarfilm, hvor skiftende instruktører foretager kritiske nedslag i samfundsdebatten.

I skæringen mellem dokumentar og fiktion ligger Morten Hartz Kaplers mockumentary 'AFR' (2007), om mordet på en dansk statsminister.

Se mere om filmene: