Dansk Filmhistorie: 1980-1989

Oscar- og Guldpalmevinderen Pelle Erobreren (1987, Bille August). Foto: Rolf Konow.

Filmlovene af 1982 og 1989

I 1980'erne lykkedes det to gange for dansk film at vinde en Oscar i Hollywood (som bedste udenlandske film), hvilket aldrig før var sket. Men samtidig var det en kritisk periode, hvor produktionen faldt faretruende. I 1982 blev der kun udsendt syv danske spillefilm, der tilsammen solgte under en million billetter.

I erkendelse af at det især var de danske film, der kunne holde liv i biograferne, blev der med Filmloven af 1982 tilført markant flere midler til filmstøtte. Desuden indførtes en klausul om, at mindst 25% af støttemidlerne skulle bruges på børne- og ungdomsfilm.

I 70'ernes film havde der været to hovedspor i dansk film. Der var den kunstneriske film, der i reglen var statsstøttet, og der var den populære film, der i reglen var privat finansieret. I løbet af 80'erne viste det sig imidlertid, at hele den danske film var afhængig af statslig støtte i større eller mindre grad. Med en forholdsvis kostbar produktionsproces og en lille nations meget begrænsede befolkningsunderlag kunne kun den meget succesrige film overleve på privat initiativ.

Filmloven blev revideret igen i 1989. Til yderligere stimulering af populærfilmen etableredes nu den såkaldte 50/50-ordning (senere: 60/40-ordning), der støttede danske filmprojekter "som må antages at have en rimelig mulighed for at tiltrække et større publikum" med 50% finansiering (dog højest 3,5 millioner), hvis der var privat kapital bag de andre 50%. Typisk afsattes 25% af årets støttemidler til formålet. Hermed ændrede filmstøtten sig definitivt fra en kunststøtte til en kulturstøtte.

Folkelighed, realisme og filmatisering: Statslig filmkunst i 80’erne

Inden for populærfilmen var komedierne om Walter og Carlo tidstypiske succeser, begyndende med Per Holsts 'Walter og Carlo – op på fars hat' (1985), der selvironisk legede med genren og konventionerne. Men den folkelige film, der havde nået et højdepunkt med Olsen-banden serien, havde svært ved at finde fornyelse. Balling kom selv med en sidste film, den succesrige komedie 'Midt om natten' (1984) med Kim Larsen og Erik Clausen, hvor ungdomsoprør og slumstormere blev til folkekomedie med sange.

Ellers var det netop Erik Clausen, der kom med folkelig gennemslagskraft både som selvlært instruktør og skuespiller i film som 'Cirkus Casablanca' (1981) og 'Rocking Silver' (1983), der muntert engagerede sig på arbejdernes og gøglernes side. Han afprøvede også de mere dystre temaer med den visuelt eksperimenterende 'Manden i månen' (1986), om en hustrumorder der kommer ud fra fængslet, og var med 'Rami og Julie' (1988), om dansk-palæstinensisk kærlighed, den første til at bringe det multietniske Danmark ind i mainstreamfilmen.

I den realistiske tradition var der kønsrollesatire med Helle Ryslinges 'Flamberede hjerte'r (1986) og Christian Braad Thomsens 'Koks i kulissen' (1983), mens Esben Høilund-Carlsens 'Slingrevalsen' (1981) udstillede mellemgenerationens rundtur i kærlighedskarrusellen. En mere traditionel humanistisk realisme præger Kaspar Rostrups Oscar-nominerede 'Dansen med Regitze' (1989), der hylder et almindeligt kvindeliv.

Den kultiverede filmatisering, 'kulturarvsfilm', der bl.a. havde markeret sig med Kaspar Rostrups 'Jeppe på bjerget' (1981) efter Holbergs klassiske skuespil, fik en ny storhedstid. Først med Gabriel Axels konventionelt litteraturformidlende Oscar-vinder 'Babettes gæstebud' (1987), efter Karen Blixens fortælling, hvor den franske mesterkok demonstrerer sin kulinariske kunst for den nøjsomme lokalbefolkning. Dernæst med Bille Augusts mesterlige Martin Andersen Nexø-filmatisering 'Pelle Erobrere'n (1987), der både vandt Oscar og Guldpalmen i Cannes.

Humanistisk fortællekunst: Børne- og ungdomsfilm i 80’erne

Filmlovens nye positive særbehandling stimulerede yderligere den børne- og ungdomsfilm, der var brudt igennem i midt-70'erne.

Bille August foldede sig ud i samarbejdet med forfatteren Bjarne Reuter i de træfsikre barndoms- og ungdomsskildringer Zappa (1983), Busters verden (1984) og Tro, håb og kærlighed (1984), og hans humanistiske fortællekunst og lydhøre skildring af ensomhed og svigt nåede et bevægende højdepunkt med Pelle Erobreren (1987), hvor han skabte en af dansk films store bedrifter. Producer var Per Holst, der stod for en række af periodens centrale film.

Nils Malmros fortsatte sin magiske erindringskunst med 'Kundskabens Træ' (1981, filmet af Jan Weincke), en moderne klassiker i dansk film om mobning, svigt og skuffet kærlighed, fulgt af 'Skønheden og udyret' (1983), om en teenagepige og hendes jaloux far, og den selvironiske 'Århus by night' (1989), om en ung århusiansk filminstruktørs erfaringer med et københavnsk filmhold.

Opvækst var også temaet i Linda Wendels 'Ballerup Boulevard' (1986) og 'Lykken er en underlig fisk' (1989), Astrid Henning-Jensens 'Barndommens gade' (1986), efter Tove Ditlevsen, Hans-Henrik Jørgensens 'Historien om Kim Skov' (1981), Søren Kragh-Jacobsens 'Isfugle' (1983) og Jon Bang Carlsens symbolsk ladede 'Ofelia kommer til byen' (1985).

Børnefilm havde medgang først og fremmest med Søren Kragh-Jacobsens 'Gummi-Tarzan' (1981), baseret på periodens vigtigste børnebogsforfatter, den muntert fabulerende Ole Lund Kirkegaard; desuden Kragh-Jacobsens 'Skyggen af Emma' (1988) fra 30'ernes København, og Erik Clausens 'Tarzan Mama Mia' (1988, også: Mig og Mama Mia). Dertil kom tegnefilm som Jannik Hastrups økologiske hval-eventyr 'Samson og Sally' (1984), der var den første lange tegnefilm siden 'Fyrtøjet', Anders Sørensens korte 'Eventyret om den vidunderlige kartoffel' (1985) samt Peter Madsens populærmytologiske 'Valhalla' (1986), der havde veteranen Børge Ring som supervisor. Han vandt en Oscar for den korte, hollandsk producerede animationsfilm 'Anna & Bella' (1984).

Da Warhol spiste en burger: Dokumentar i 80’erne

I dokumentarfilmen kom Jon Bang Carlsens amerikanske skæbneportrætter 'Hotel of the Stars' (1981) og 'Fugl Fønix' (1984), Maj Wechselmanns kontroversielle 'Ingen Hamlet på Kronborg i år' (1986), om besættelsestiden, og Anne Wivels 'Ansigt til ansigt' (1987), om pastoralseminariet i København. Desuden Katia Forbert Petersens 'Mit søde barn' (1987), om mødre i den tredje verden, Lars Johanssons 'Anholt – stedet, rejsen' (1988) og Lars Brydesens 'Dråben i havet' (1985), om havforurening. Socialt og humanistisk engageret var Dola Bonfils' 'Politiet i virkeligheden' (1986) og 'Med døden inde på livet' (1989), om hospitalslivet og døden og Lars Engels' tv-producerede 'Pigerne på Halmtorvet' (1992) og 'Piger i Vestre Fængsel' (1992).

Filmplakater fra perioden

Jørgen Leths væsentligste værker i perioden var '66 scener fra Amerika' (1981), hvor Andy Warhol mindeværdigt spiser en burger i én lang optagelse, og den reflekterende rejsefilm 'Notater om kærligheden' (1989), en hybrid mellem dokumentarisme og eksperimentalfilm.

Lidelse i allegorisk univers: Avantgardens gennembrud

Den eksperimentelle film blev dyrket af Leth, men også af Jytte Rex, der med billedkunstnerisk fantasi skabte visuelle myter som 'Belladonna' (1981) og 'Isolde' (1989). I den eksperimentelle video art var Niels Lomholt og Ane Mette Ruge fremtrædende.

Avantgardens uventede gennembrud i den nye danske film kom imidlertid med Lars von Trier. Efter den originale afgangsfilm fra Filmskolen, 'Befrielsesbilleder' (1982), om en tysk soldats martyrium, debuterede han med den engelsksprogede 'The Element of Crime' (1984, Forbrydelsens element), der sammen med den eksperimentelle lowbudget-film 'Epidemic' (1987) og det stort anlagte melodrama 'Europa' (1991) udgør den såkaldte Europa-trilogi, en mareridtsagtig undergangsvision af Europa i fremtid, nutid og fortid.

Trier, der fra begyndelsen fik international bevågenhed, skabte med inspiration fra Dreyer, Bergman og Tarkovskij en særegen hypnotisk billedstil af postmodernistisk tilsnit. Hans mangetydige fortællinger kredser om idealistens undergang i en dæmonisk verden og om lidelse i et allegorisk univers.

Se også

 


Se mere om filmene