Filmatisering af Martha Christensens meget læste roman, der i tilbageblik fortæller historien om arbejderægteparret Regitzes og Karl Aages lange samliv. Om det umage par - det udfarende og uberegnelige livstykke Regitze over for den tilpasningssøgende Karl Aage - der holder sammen, fordi samlivet hele tiden er styret af en ubetinget kærlighed.
"Dansen med Regitze" blev en af de største danske filmsucceser i flere år. De fleste anmeldere roste den bevægende og dog usentimentale historie, og filmen kunne også fylde biograferne.
Efter at "Babettes gæstebud" og "Pelle Erobreren" de to foregående år i USA havde vundet Oscars som bedste fremmedsprogede film, blev også "Dansen med Regitze" nomineret til den prestigefyldte pris. Danmark opnåede dog ikke for tredie gang at hente prisen hjem, men "Dansen med Regitze" modtog hjemme både en Bodil og en Robert som årets bedste film. Ghita Nørby og Frits Helmuth fik også begge disse priser for deres hovedroller i filmen.
Kilde: Peter Jeppesen, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: 'Danske spillefilm 1968-1991' (1993).
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.