enda
Person

Søren Pilmark

(1955 – )

Skuespiller, entertainer. Født 16/10 1955.

Uddannet på Århus Teaters elevskole 1974-77 og ansat på teatret indtil 1980. Fra 1980 engageret til Det kgl. Teater. Har også haft roller på andre teatre, bl.a. Betty Nansen og Folketeatret, og spænder mellem så forskellige roller som Johannes i "Ordet" (Betty Nansen 1991) til Engineer i "Miss Saigon" (Østre Gasværk 1996).

Optrådte op gennem 80'erne sammen med Per Pallesen i et musikalsk show, der vandt Sølvrosen ved Montreux-festivalen i 1985 og indebar turnéer til bla. Østen og USA. I 1991 stiftede han acapella-gruppen Ørkenens Sønner med Henrik Kofoed, Asger Reher og Niels Olsen, som af flere omgange har optrådt med deres musikalske show på Bellevue Teatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Med sit charmørsmil, sine spektakulært alsidige entainer-evner og et "formel-1 gén" (som Nikolaj Lie Kaas har sagt), der under arbejdet giver ham oceaner af vid og energi, kunne Søren Pilmark let være blevet for meget - en af disse underholdende krukker, der uophørligt spejler sig i deres egen vidunderlighed.
Som filmskuespiller fungerer han lige modsat - sober, præcis og med en høj grad af den troværdighed, han selv sætter som målestok for sin skuespillersucces. Han snarere underspiller end fremhæver maskuliniteten og overdoserer aldrig sin oplagte sans for komisk pointering. Hans talent og udseende har dog ikke ført til den kontinuèrlige filmkarriere, man kunne have håbet på. Pilmark har prioriteret anderledes og bl. a. satset på entertaineroptræden (med Per Pallesen) og krævende Shakespeareroller (Hamlet, Richard 3.). Først lidt inde i 1990'erne trådte Pilmark frem som en film- og tv-skuespiller af et format, der stod mål med evnerne.


Efter en minirolle som matros i kriminallystspillet "Kassen stemmer" (1976) typeplaceredes han i starten som overfladisk flot-fyr i f. eks. den ambitiøse feministiske tv-serie "Krigsdøtre" (1982) og den populære underholdningsserie "Een stor familie" (1982), hvor han er kontorets overlegne og selvglade 3B.
Det er i Bille Augusts smukke tv-film "Maj" fra samme år, at han i samspil med Mette Munk Plum viser sine oplagte evner som realistisk skuespiller. Han er hverdagspsykopaten, der med indtrængende ærligt blik fører hende bag lyset. Intet virker sandere end hans blå øjne, når de lyver.


Han blev stærkt eksponeret i tv-fiktion og underholdningsudsendelser i disse år, og det er måske grunden til, at dansk film holdt sig tilbage. I hvert fald blev det kun en typecasting i en birolle som arisk blond orlogskaptajn i udstyrsstykket "Peter von Scholten" (1987), en film, hvor ingen af de medvirkende brillerer.


Pilmark kom skidt fra start i 1990'erne med farce-floppet "Camping" (1990) og - endnu værre - tv-serien "Gøngehøvdingen" (1992) i 13 afsnit, hvor han spiller titelrollen uden den påkrævede panache. At han er en mere moderne og skeptisk type end mange måske har forventet, viser en sammenligning mellem hans flotte Arne Weel i "Kald mig Liva" (1992), der blot er kompetent, med hans fremragende indforståede præstation som den tøvende enlige far Benny i Eddie Thomas Petersens "Roser & Persille" (1993) - året efter udsendt som tv-serie under titel "Tango for tre" (1994). Bag Pilmarks lidt glatte facade ligger der en tvivlende, reflekterende 1990'er-mand, der føler sig usikkert frem i kærligheden.


Inden da har han fremvist et forrygende arsenal af komiske machomanerer som Djarnis-drengen, den tilstræbt smarte manager i Søren Faulis punk-satire "De skrigende halse" (1992), og han står for endnu et satirisk pletskud med sin komisk kyniske reservelæge Krogshøj i "Riget" (1994-97), en anløben, suverænt underspillet straight man over for Ernst-Hugo Järegaards vulkanske Dr. Helmer. Derimod kan han ikke stille meget op med et dumt postulat af en præsterolle i Carsten Rudolfs "Menneskedyret" (1995).


I Ole Roos' tv-film "Majoren" (1998) spiller han - solidt mere end nuanceret - titelrollen som den til Bosnien udsendte officer, der vender hjem til Danmark med en sæk fuld af krigstraumer, men snører den til med fatalt resultat. Først til allersidst krakelerer han. Han er det arrogante magtmenneske, ejendomsmægleren Mark, i tv-serien "Taxa" (1997-99), parat til meget for at beholde sin utro kone, Sofie Gråbøl - og totalt overbevisende, både når den hårde facade skal demonstreres og mere ydmyge, følsomme sider blotlægges. Også i "Anna" (2000) spiller han som titelpersonens kølige ægtemand på imposant magtudstråling.


Hans bydende machismo sættes derimod i herligt selvironisk lys i Anders Thomas Jensens "Blinkende lygter" (2000), hvor han finder en ny, halvt realistisk, halvt karikeret - og hele tiden morsom - komediestil som den 40-års-kriseramte bandeleder Thorkild, hvis professionelle fallit bliver hans held i uheld. Mere traditionel er hans politimand i splattergyseren "Kat" (2001). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Kirsten Jacobsen: Søren Louis Pilmark (2005).

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Riget Exodus 2022 Medvirkende
Gidseltagningen II 2019 Medvirkende Tv-serie
Journal 64 2018 Marcus Jacobsen DK/Spillefilm
The Boss Baby 2017 Boss Baby U/Spillefilm
Mesteren 2017 David DK/Spillefilm
Den utrolige historie om den kæmpestore pære 2017 Ulysses Karlsen DK/Spillefilm
Flaskepost fra P 2016 Marcus Jacobsen DK/Spillefilm
Kampen om det tunge vand 2015 Medvirkende Tv-serie
Familien Jul 2014 Campingfatter DK/Spillefilm
Fasandræberne 2014 Marcus Jacobsen DK/Spillefilm
1864 2014 Oberst E.A. Lundbye Tv-serie
LEGO Filmen - Et klodset eventyr 2014 Direktøren/Diktatoren U/Spillefilm
Tidsrejsen 2014 Sølvræven Tv-serie
Den store prøve 2014 Medvirkende DK/Kort fiktion
Kvinden i buret 2013 Marcus Jacobsen DK/Spillefilm
Sorg og glæde 2013 Advokat Eriksen DK/Spillefilm
Kon-tiki 2012 Freuchen U/Spillefilm
Lykke 2011 Johannes Dam Tv-serie
Parterapi 2010 Ulrik Mossin DK/Spillefilm
Ved verdens ende 2009 Consul DK/Spillefilm
Forbrydelsen II 2009 PET-chef Erik König Tv-serie
Kærestesorger 2009 Agnetes far DK/Spillefilm
Hvordan vi slipper af med de andre 2007 Christian DK/Spillefilm
Lysets nøgle 2007 Malleus Tv-serie
De kaldte os frisører 2007 Tonni DK/Kort fiktion
Til døden os skiller 2007 Erik DK/Spillefilm
Mr. Poxycat & Co. 2007 Sig selv Tv-serie
De unge år 2007 Rektor Mads DK/Spillefilm
Helmer og søn 2006 Instruktion DK/Kort fiktion
Lotto 2006 Jørgen DK/Spillefilm
Over hækken 2006 RJ U/Spillefilm
Bare Holger 2005 Christian Rosenkranz DK/Kort fiktion
Kongekabale 2004 Erik Dreier DK/Spillefilm
Lad de små børn... 2004 Niels DK/Spillefilm
De frygtløse - The muuhvie 2004 Alameda Slim U/Spillefilm
Nissernes ø 2003 Figur Figursson Tv-serie
Rembrandt 2003 Kriminalkommisær Bæk DK/Spillefilm
Kat 2001 Kriminalinspektør Peter Hald DK/Spillefilm
Flugten fra hønsegården 2000 Rocky i dansk version U/Spillefilm
Blinkende lygter 2000 Torkild DK/Spillefilm
Anna 2000 Ambassadør Tom Terlow, Annas mand DK/Spillefilm
Skjulte spor 2000 Ernst, rejsedeltager Tv-serie
Edderkoppen 2000 Schøtt Tv-serie
Majoren 1998 Stig Møller Tv-film
Riget II 1997 Jørgens Krogshøj, kaldet "Krogen" DK/Spillefilm
Den store kul-tur 1996 Klosterstad Tv-film
Forsmåelse 1995 Sig selv DK/Dokumentarfilm
Menneskedyret 1995 Præsten DK/Spillefilm
I Lars von Triers rige - en mand og hans tv-serie 1994 Sig selv Tv-dokumentar
Tango for tre 1994 Benny Larsen Tv-serie
Hemmeligheden 1994 Medvirkende Tv-film
Riget 1994 Jørgen Krogshøj, kaldet "Krogen" DK/Spillefilm
De skrigende halse 1993 Djarnis Tv-film
Roser og persille 1993 Benny DK/Spillefilm
Blændet 1992 Hans Andersen Tv-serie
Kald mig Liva 1992 Arne Weel Tv-serie
Gøngehøvdingen 1992 Svend Poulsen - Gøngehøvdingen Tv-serie
Camping 1990 Søren DK/Spillefilm
To som elsker hinanden 1988 Hans Madsen Tv-serie
Peter von Scholten 1987 Orlogskaptajn Irminger DK/Spillefilm
Klitgården 1985 Ole Tv-serie
Familien Fab 1985 Stemme Tv-serie
Maj 1982 Kurt Tv-film
Een stor familie 1982 Bjarne B. Bruun Tv-serie
Opfinderkontoret 1982 Medvirkende Tv-serie
Misantropen 1981 Medvirkende Tv-film
Krigsdøtre 1981 Søren Tv-serie
Kammesjukjul 1978 En ekspedient Tv-film
Kassen stemmer 1976 Matros DK/Spillefilm
Aristocats 1970 Thomas O'Malley (1994-versionen) U/Spillefilm
Den kære familie 1962 Dreng på gaden DK/Spillefilm
Inden for murene - en film om Berlingske Annoncecenter Medvirkende DK/Dokumentarfilm