En ung, afghansk pige venter på et trøstesløst asylcenter i Tyskland på enten at få asyl eller at blive hentet om natten og tvunget til lufthavnen. En ung mand sultestrejker i stedets kantine med læberne syet sammen i protest, og en ordløs og platonisk tiltrækning opstår imellem de to. I Kabul besøger vi en familie med en far, hvis ansigt vi aldrig ser, men som fra et hjørne i stuen sidder og kommanderer rundt med sin kone og sine mange døtre, der imidlertid ikke har i sinde at tage imod hans råd og ordrer uden stædigt at give igen. "Not at Home" er et stykke realisme fra et bekymrende øjeblik i landets historie, hvor de internationale tropper er på vej hjem fra Afghanistan og efterlader et folk til en uvis skæbne.