Familien Steffensen bor på en gård i Sønderjylland, der har været under tysk herredømme i 60 år, da første verdenskrig pludselig står for døren. Håbet om at genvinde det tabte Danmark tænder lys i grænsefolkets øjne, men familien Steffensens gård står til at skulle på tvangsauktion. I al hemmelighed flygter sønnen Erik over grænsen til Danmark for at skaffe penge. Han når dog ikke tilbage inden de gamle forældre tvungent må forlade deres hjem. Men i stedet for at komme i tyske hænder, bliver gården opkøbt af den gamle tjenestekarl, som på mystisk vis kan hive store pengebundter op af lommen og tilrane sig rub og stub.
Filmen blev optaget i 1925, men blev forbudt af censuren af politiske grunde, da den handlede om sønderjyderne under tysk herredømme. Efter omklipning blev den langt om længe godkendt.