Dansk Filmhistorie: 1960-1969

Tv's hastige udbredelse i de danske hjem truer biografernes billetsalg. I erkendelse af nødvendigheden af økonomisk støtte til en trængt dansk filmbranche, vedtages Filmloven af 1964 med statslig støtte til filmkunsten. Nybrud i den europæiske filmkunst rammer dansk film og sætter gang i den danske nybølge. I forlængelse af 1960'ernes generelle frigørelsestendenser bliver pornografien frigivet og voksencensur af film afskaffet.

Af Peter Schepelern

Billede fra filmen Naboerne, 1966

Bent Christensens Naboerne (1966).

Truslen fra tv, verdens bedste filmlov

Billetsalget til biograferne havde nået et højdepunkt med 60 millioner solgte billetter i 1954. Men det var også det år, hvor dansk tv (med statsmonopolet Statsradiofonien, fra 1959: Danmarks Radio) efter tre års prøveperiode begyndte regelmæssige udsendelser. Tv's hastige udbredelse i danske hjem gik hårdt ud over biografernes billetsalg. I 1960 var man nede på 44 millioner billetter og i 1970 på 20 millioner. Dansk film bevarede dog forholdsmæssigt sin popularitet med 25-30% af billetsalget, mens amerikanske film havde 55-60%.

Hidtil havde det kulturelle establishment generelt betragtet filmmediet som folkelig underholdning uden større kulturel værdi. Nu, hvor den var trængt af et nyt, folkeligt underholdningsmedie, vandt filmen respekt. Den dramatiske nedgang i omsætningen svækkede filmbranchen og førte til erkendelse af, at statslig støtte var nødvendig, især hvis den kunstneriske film skulle overleve.

Det harmonerede med 1960'ernes nye kulturpolitiske orientering, hvor staten i stigende grad blev en aktør i kulturen. Kulturministeriet blev etableret i 1961, i 1964 kom Statens Kunstfond og samme år kom den ny filmlov (ikrafttræden 1965), der fik ry som "verdens bedste filmlov". Statens indtægter fra billetafgifter blev nu samlet i Filmfonden (med Erik Hauerslev som leder under Kulturministeriet), der gav pengene tilbage til filmbranchen, blandt andet som kvalitetsbidrag, altså en slags kunststøtte.

Den statslige anerkendelse af filmen som kulturelt værdifuld markerede sig også med oprettelsen af Den Danske Filmskole (1966), som i løbet af 70'erne blev en væsentlig faktor i den nye danske film, samt indførelsen af film som fag ved Københavns Universitet (1967). Desuden blev Det Danske Filmmuseum (nu: Museum & Cinematek), der var begyndt 1941 under ledelse af Ove Brusendorff, nu opgraderet som en del af Filmhuset på Christianshavn med egen biograf og daglige forevisninger.

Europæiske signaler: 60'ernes danske nybølge

I den europæiske filmkunst var 1960'erne generelt præget af friske signaler og nybrud, især med den italienske modernisme (Antonioni, Fellini) og den såkaldte franske nybølge (Truffaut, Godard, Chabrol, Resnais).

De nye orienteringer ramte også dansk film. Det begyndte med Bent Christensens elskværdige Harry og kammertjeneren (1961), et vellykket forsøg på at modernisere den danske folkekomedie, skrevet af Leif Panduro, der siden også blev det centrale navn i dansk tv-dramatik. Ellers var det især instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt og forfatteren Klaus Rifbjerg, der sammen markerede en fornyelse, hvor filmen bevægede sig væk fra dansk films konventioner og i stedet orienterede sig mod en ny, tidssvarende filmkunst. Gennembrudsværket var Weekend (1962), produceret af Bent Christensen. Med sit beske generationsportræt af de 30-årige med fokus på familielivets og parforholdets trummerum og desillusion slog filmen en helt ny tone an i dansk film. Herefter fulgte blandt andet den følsomme periodeskildring Der var engang en krig (1966), om drengeliv og opvækst under den tyske besættelse, en moderne klassiker i dansk film.

Billede fra filmen Der var engang en krig
Palle Kjærulff-Schmidts Der var engang en krig (1966).

Christensen og Panduro fortsatte med den sorthumoristiske Naboerne (1966), en satirisk allegori om våbenkapløbet illustreret som en eskalerende nabofejde i et sommerhusområde.

Henning Carlsen, der havde vakt opsigt med den engelsksprogede Nadine Gordimer-filmatisering Dilemma (1962), optaget i hemmelighed i Sydafrika, skabte et af periodens hovedværker med den skandinaviske koproduktion Sult (1966), der med den svenske Per Oscarsson i en formidabel hovedrollepræstation omsatte Knut Hamsuns debutroman til en kompleks, modernistisk skildring af en ung forfatter på randen af et sammenbrud. Markant var også ægteparret Sven og Lene Grønlykkes Balladen om Carl-Henning (1969), der fortalte en skæbnefortælling fra det sønderjyske marskland.

En mere konservativ filmkunst kom fra Knud Leif Thomsen med den satiriske Selvmordsskolen (1964) og den fintmærkende filmatisering Midt i en jazztid (1969), efter Knud Sønderbys klassiske roman. Og helt uden for tidens strømninger stod igen Dreyer med sit sidste værk, det desillusionerede kærlighedsmelodrama Gertrud (1964).

Billede fra filmen Gertrud, 1964
Dreyers sidste værk Gertrud (1964). Foto: Else Kjær.

Tidens stil: Dokumentarfilm og avantgarde i 60’erne

I dokumentarfilmen havde Henning Carlsens trilogi om danskerne, De gamle (1961), Familiebilleder (1964) og Ung (1965), mindelser om den franske cinéma vérité-bevægelse. Theodor Christensen fortsatte kønsrolledebatten med den præ-feministiske Dit navn er kvinde (1961). Markante var også Børge Høsts En ny virkelighed (1963), om atomforskning, Jørgen Roos' Knud Rasmussen-portræt Knud (1966), den første af en række grønlandsfilm, og nevøen Ole Roos' portrætfilm om den franske skuespiller Michel Simon (1964). Desuden Claus Ørsted og Lars Brydsens Kongens Enghave (1967), der i poetisk overrumplende billedstil gav en socialt engageret skildring af en taberskæbne på lossepladsen.

Den tidsånd af ungdomsoprør, protestbevægelser og alternative kunstneriske udtryk, der internationalt prægede perioden, satte sig kun svage spor i periodens danske film. Jørgen Leth kom dog med den korte avantgardefilm Det perfekte menneske (1967), der med ironisk naivitet undersøgte, hvad mennesket er for en størrelse, og siden blev udgangspunkt for De fem benspænd (2003 – sammen med Lars von Trier). Han var også central i kunstnerbevægelsen ABCinema (1968-70), der stod bag den kortvarige besættelse af Filmskolen i 1969, en demonstration mod den kommercielle filmbranches indflydelse på skolen.

I animationsfilmen var Bent Barfod, Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller centrale navne.

Billede fra filmen Det perfekte menneske
Jørgen Leths Det perfekte menneske (1967). Foto: Vibeke Winding.

Filmserier og fortidsøgle: Folkelige film i 60'erne

Trods nybølge, avantgarde og nye tiltag kørte den konventionelle folkekomedie videre i sit traditionelle spor, blandt andet med Baronessen fra benzintanken (1960), hvor det jævne Danmark mødes med aristokratiet i Ghita Nørbys charmerende skikkelse. Dertil en række populære serier som Soldaterkammerater (1958-68), Poeten og Lillemor (1959-61), Støv på hjernen (1959-63) og Min søsters børn-filmene (1966-71). Sidst i perioden begyndte serien om Olsen-banden, den første film kom i 1968, men trådte først rigtig i karakter i 1970’erne.

Et atypisk forsøg på at indføre action i amerikansk stil var selskabet Sagas science fiction-agtige Reptilicus (1961), hvor en fortidsøgle hærger København. Filmen, der var instrueret af Poul Bang (amerikansk version af Sidney W. Pink) efter manuskript af dansk-amerikaneren Ib Melchior, har ikke helt ufortjent fået kultagtig status som det værste bras, der nogensinde er lavet i dansk film.

Billede fra Baronessen fra Benzintanken
Annelise Reenbergs Baronessen fra benzintanken (1960).

Tidsånden sejrer: Voksencensurens afskaffelse

Filmcensur havde været en institution i Danmark siden 1907; Statens Filmcensur blev oprettet 1913, fortsatte med Biografloven af 1922 og blev yderligere skærpet med Biografloven af 1933, hvor især kriminalitet og erotik skulle holdes under kontrol.

1960'ernes generelle frigørelsestendenser omfattede ikke mindst seksualiteten, der pressede på i film som Sytten (1965), Jeg – en kvinde (1965) og Knud Leif Thomsens Gift (1966). I erkendelse af tidsånden – såvel som det forretningsmæssige potentiale – blev forbuddet mod pornografi afskaffet, først for tekstlig pornografi (i 1967 via den socialdemokratiske regering), så for billedpornografi (i 1969, via en konservativ justitsminister).

Dermed blev også voksencensur af film opgivet (1969), idet censurinstitutionen nu kun skulle vurdere, hvilke film der kunne tillades for børn (siden 1960 havde der været to grænser: forbudt for børn under 16 år og forbudt for børn under 12 år). I 1997 blev filmcensur helt afskaffet i Danmark.

Billede fra filmen Sytten
Annelise Meineches Sytten (1965).

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412