Statens Filmcentral (1938-1997)

Distribution af kort- og dokumentarfilm har gennem alle årene været Statens Filmcentrals kerneområde. Det har i høj grad handlet om film til undervisningsbrug, men også i institutionens senere år produktion af kunstneriske og eksperimenterende kortfilm. I dag har websitet Filmstriben afløst det hedengangne SFC.

SFC film 1970 Braagen Poul Rasemussen Erik Jacobsen

Forsendelsen, SFC 1970. På billedet: Braager, Poul Rasmussen og Erik Jacobsen. Fotograf: ubekendt.

Forhistorie

Justitsminister C. Th. Zahle nedsatte i 1933 en filmkommission, der skulle drøfte tanken om en statslig filmcentral med monopol på import og distribution af film i Danmark. Det endelige lovforslag til en ny biograf og filmlov blev fremsat af justitsminister K.K. Steinke i 1938 og her var monopoltanken opgivet til fordel for en formålsparagraf omhandlende skoleområdet og oplysende film.

Statens Filmcentral (SFC) blev stiftet 1. januar 1939 med baggrund i Filmloven af 1938. Administrativt kom SFC under Filmfondens budget, hvis midler kom fra forlystelses- og bevillingsafgifterne på biograferne. SFC overtog ved stiftelsen: 80 stk. 35mm film, 185 smalfilm og 19 stumfilmapparater fra Dansk Kulturfilm. Fra starten var SFC tænkt som distributør af Dansk Kulturfilms og Ministeriernes Filmudvalgs egenproducerede kort- og dokumentarfilm samt de film, de importerede.

Formål

Filmloven af 1938 beskrev SFCs formål: ”… at fremskaffe og udleje Skolefilms og Films, der tjener til Oplysningens Fremme. Endvidere skal Filmcentralen bidrage til Udviklingen af Filmsforevisningen her i Landet ved Indkøb og Udlejning af kulturelt og kunstnerisk værdifulde Films”. Med de forskellige lovændringer i SFCs levetid og skiftende direktørers præferencer varierede prioriteringen af SFCs forskellige formål. Distribution af kort- og dokumentarfilm var dog altid helt central.

Ved årsskiftet 1958/59 overtog SFC Dansk Kulturfilms og Ministeriernes Filmudvalgs tidligere arbejde med produktionsledelse. Med filmloven af 1972 fik SFC overdraget den økonomiske bevilling til produktion fra Kortfilmrådet, som blev nedlagt, og hermed forestod SFC som eneste organ den statslige kortfilmproduktion. Formålet blev også justeret med denne lov, så SFC nu skulle producere og indkøbe ”… kortfilm med overvejende kunstnerisk sigte”.

De første årtier

Skoledistributionen, som Dansk Kulturfilm tidligere havde varetaget, havde førsteprioritet i SFCs tidlige år. Der var udelukkende tale om stumfilm, som skulle supplere og illustrere lærernes formidling af stoffet. Man mente, at talefilm ville ’forstyrre’ lærernes undervisning.

Besættelsen betød, at SFC fordoblede sine udlejninger fra 1940 til 1941. Kortfilmene blev vist som forfilm i biograferne og fulgte ofte en bestemt spillefilm rundt i landet, hvilket kunne betyde, at en kortfilm blev set af 1 mio. mennesker. Fra 1939 til 1945 næsten fem-doblede SFC sine udlejninger. Efter krigen kom der gang i udvekslingsaftalerne med andre europæiske lande, og kataloget blev udvidet med mange udenlandske titler. I 1944 havde SFC fra Dansk Kulturfilm overtaget distributionen til foreninger, der ofte blev ledsaget af en uddannet operatør. SFC arrangerede også årlige sommerkurser for biblioteker, skoler og foreninger, hvilket øgede udlejningen enormt. Fra 1947 tilbød man landets 33 centralbiblioteker gratis udstationering af tonefilmapparater, hvilket også fik udlejningen til at stige mærkbart. På det tidspunkt var der ikke så mange tonefilm i kataloget, de kom først med i midten af 1950’erne. Ikke før 1960 oversteg udlejningen af tonefilm udlejningen af stumfilm.

Med det stigende aktivitetsniveau oprettede SFC i 1948 et Jyllandskontor i Århus, som skulle forestå udlejning og konsulentbistand vest for Lillebælt. I 1957 blev administration og lager skilt ad og fordelt på to forskellige adresser.

Fokus på filmkunst

Op gennem 1960’erne kom der mere fokus på kunstneriske film og på instruktøren som udøvende kunstner og ikke bare som neutral formidler af et givent emne. Debatfilm og socialt engagerede film med interviews fik også mere plads i det nye årti. Unge instruktører som Jørgen Leth, Henning Carlsen og Tørk Haxthausen var alle med til at fremme denne udvikling. En central skikkelse var også den produktive fotograf og instruktør Jørgen Roos, der i 1966 lavede filmen ’Knud’, den første af hans mange Grønlandsfilm.

Udlejningen steg støt op gennem 1960’erne især til skolerne, men da bevillinger til flere kopier ikke fulgte med, betød det, at man i stigende omfang måtte give afslag på at leje en film ud. I begyndelsen af 1970’erne var afslagskvoten helt oppe på 30 %. Tv-mediet blev mere og mere udbredt og var på linje med SFC en kilde til undervisningsbrug. I begyndelsen af 1970’erne blev der således indgået en co-produktionsaftale mellem Danmarks Radio og SFC, der gav kortfilminstruktørerne god adgang til begge medier.

Filmkonsulenter

Med 1972-loven blev der for første gang ansat filmkonsulenter hos SFC. Hidtil havde den faste stab taget sig af projektvurderinger og støttebevillinger. Redaktionen på SFC bestod derfor nu af to eksterne konsulenter og to interne, som var ansvarlige overfor bestyrelsen. De udefrakommende filmkonsulenter satte af og til projekter i gang, som ikke alle var enige om. Et godt eksempel er Niels Vests ”Et undertrykt folk har altid ret” (1976) om konflikten i Israel/Palæstina. Filmen blev først udsendt, men efter politisk stormvejr trukket tilbage og først genudsendt to år efter.

I samme periode var der planer om at sammenlægge SFC med Landscentralen for Undervisningsmidler (grundlagt 1973) og satse ensidigt på undervisningsfilm. Planerne blev først endeligt manet i jorden med 1982-filmloven.

Nye instruktører som Jytte Rex og Jon Bang Carlsen udviklede op gennem 70’erne kortfilmen i retning af erklæret subjektivitet og iscenesat dokumentarisme. En periode, hvor de samfundsdebatterende og eksperimenterende film også stod stærkt. Folkebiblioteker skød op som paddehatte i hele Danmark og arrangerede blandt andet filmforevisninger. Bibliotekerne var især interesserede i børnefilm, og her kunne SFC slet ikke imødekomme efterspørgslen på nye børnefilm. I 1982-filmloven blev der dog rettet op på dette ved at øremærke 25 % af alle støttekroner til børne- og ungdomsfilm. Med den nye lov blev SFCs udlejningssituation med de mange afslag også afhjulpet med en ekstrabevilling på 10 mio. kr. SFC kunne dokumentere, at deres udlejninger var steget fra ca. 75.000 i 1960 til ca. 280.000 i begyndelsen af 1980’erne. Tilskuertallet var ligeledes steget med 4 mio. på 10 år.

SFC som filmens folkebibliotek

SFC introducerede i 1979 film på video til amtscentralerne og de pædagogiske samlinger. Men først i 1989 kunne man som privatperson låne de første videokassetter på sit folkebibliotek. SFC havde tidligere alene udlejet sine film til skoler, foreninger og biblioteker, så dette var noget ganske nyt. Tiltaget var en kæmpe succes, som bibliotekerne ikke gjorde alt for meget reklame for. De frygtede, at interessen ville blive alt for stor, så de ikke kunne følge med efterspørgslen (allerede et par år senere blev der udlånt 40.000 videoer årligt).

1989 var også 50 års jubilæumsår for SFC. I løbet af de 50 år havde man udlejet 6 mio. film, der var blevet set af 250 mio. mennesker! SFC tog også videomediet til sig i form af en videokonsulent, der skulle indkøbe og nyproducere video. Man opretholdt udlejningen af 16mm og 35mm film parallelt med det nye medie og ophørte først helt med 35mm udlejningen i 2011. En styrkelse af novellefilmen (korte fiktionsfilm) havde længe stået på SFCs ønskeseddel og det blev realiseret i 1994 med støtteordningen: Dansk Novellefilm (senere: Novellefilm). DFI, DR, TV2 og Kulturministeriet bidrog med støttemidler, og SFC distribuerede. I slutningen af 1990’erne gjorde SFC hele distributionskataloget tilgængeligt på landets centralbiblioteker – ganske gratis. På den måde opnåede man næsten visionen om, at SFC skulle være filmens folkebibliotek.

Exit SFC – og dog …

Med en ny filmlov i 1997 skete den store sammenlægning af de danske filminstitutioner: Det Dansk Filminstitut, Det Danske Filmmuseum og Statens Filmcentral. Hermed ophørte SFC som selvstændig institution, og aktiviteterne overgik til et samlet DFI. Arbejdet med at indkøbe, producere og distribuere film til fortrinsvis biblioteker og skoler stoppede dog langtfra. I marts 2007 lanceredes online-tjenesten www.filmstriben.dk, som afløser for videokassetten og DVD’en. Antallet af titler i distribution ligger fortsat på 1000-1500 titler, som det har gjort nogenlunde konstant siden 1950’erne.


Adresser
1938: Dahlerupsgade, København.
1948: Jyllandskontor i Århus åbner under ledelse af postkontrollør E. Hother Dupont-Nielsen.
1955: Bytoften 29 i Hvidovre (i det gamle rådhus), sammen med Dansk Kulturfilm, Ministeriernes Filmudvalg og Det Danske Filmmuseum.
1957-1997: Vestergade 27, København.
1958: Århus-kontoret deles i to: administration i Sønder Allé 5, lager og forsendelse i Mølleparken.
1962: Opbevaring af filmene flyttes til Bagsværd Fort, hvor Filmmuseet også opbevarer deres film.
1982: Århus-kontoret flytter lager og forsendelse sammen i nye lokaler i Lundingsgade 33.
1995: 18. august indvies Filmhuset i Århus, Mejlgade 55 med 2 biografer til forevisninger af SFC-film.
1997: DFI, Gothersgade 55

Direktører
Thomas P. Hejle: 1938-1945.
Ebbe Neergaard: 1946-1957.
Erik Hauerslev: 1958-1961.
Werner Pedersen: 1962-1967.
Axel Jepsen: 1967-1989.
Else Relster: 1989-1997.

Litteratur
50 år: Statens Filmcentral 1939-1989, red. Werner Pedersen (København, 1989).
Kortfilmen og staten, red. Christian Alsted & Carl Nørrested (Eventus, København, 1987).

sfc_skilt

Film- og biograflove

Biografloven 1938

Film- og biografloven 1972

Filmloven 1982

Filmloven 1997




Forsendelsen

 

SFI_claus steen andersen
Forsendelsen, SFC. På billedet: Claus Steen Andersen.

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412