Mød filmkonsulenten: Lotte Svendsen

INTERVIEW. Hvordan guider vi børn og unge gennem den tid vi lever i med håbet og humøret i behold? Dét spørgsmål optager Lotte Svendsen allermest, fortæller hun i et interview om posten som filmkonsulent, og hvad der for hende er et godt filmprojekt. Interviewet er det første i en serie om Filminstituttets konsulenter og deres tanker om jobbet.

At være en god filmkonsulent kræver, at man ikke sidder fast i, hvordan man selv ville gøre tingene, lyder det fra Lotte Svendsen, der selv er filminstruktør, og som siden 2018 har været konsulent på Filminstituttet med fokus på fiktion til børn og unge.

Som en af seks konsulenter skal hun foretage den kunstneriske vurdering af de indsendte projekter og afgive indstilling til, hvilke der skal modtage støtte.

Følg os på YouTube

Har du noget på hjerte? Vil filmen gøre en forskel? Er den skatteborgernes penge værd? Det er spørgsmål, som Lotte Svendsen hver dag stiller sig selv og de filmskabere, hun møder på kontoret i Gothersgade.

Særligt har hun efterspurgt film med humor, for hun er optaget af, hvordan vi guider børn og unge gennem den vilde tid, vi lever i, med håbet og humøret i behold. 

Se hele interviewet

Konsulentsystemet

I løbet af de kommende uger kan du her møde Filminstituttets konsulenter.

Konsulentsystemet blev indført i Danmark i 1972 og er efterfølgende indført i flere andre lande.

Konsulenterne foretager den endelige kunstneriske vurdering af manuskript- og produktionsforslag og afgiver forslag til direktionen om anvendelsen af midler til manuskriptudarbejdelse og produktion af spillefilm og kort- og dokumentarfilm (Filmloven §6).

Filmkonsulenterne er ansat i tidsbegrænsede stillinger og fungerer som individuelle beslutningstagere. Baggrunden for ordningen er blandt andet et ønske om at undgå at træffe afgørelser ved konsensus eller afstemning – og i erkendelse af, at det er vanskeligt at lave objektive kriterier for god filmkunst.

Konsulentordningen blev i 1989 suppleret af en støtteordning, der retter sig mod fiktionsfilm med populærkulturelle kvaliteter, nu kaldet Markedsordningen.