En gruppe unge mennesker har fundet sammen om et projekt: at finde deres indre idiot.
De optræder som 'spassere', når de færdes ude i samfundet, og nyder ellers bare livet sammen i Stoffers onkels store villa i Søllerød - en villa, der ellers stod tom, fordi Stoffer skulle forsøge at sælge den for onklen. De udfordrer dagligt hinanden og deres omgivelser med deres idiot-lege.
Til slut i filmen kommer Stoffer med den ultimative udfordring: de skal turde være idioter, når de er sammen med deres nærmeste. Men denne udfordring er så stor, at den også bliver kollektivets endeligt - dog først efter at vi finder ud af, at en af pigerne bærer på en hemmelighed, der måske har drevet hendes indre idiot.
Dagmar, Palads, Grand, Gladsaxe Bio, BioCity (Tåstrup) samt 10 biografer i provinsen
Kommentar
"Dogmefilmen 'Idioterne' er den mest uudgrundelige film i denne kanon" noterer udvalget i sin begrundelse. Man kunne tilføje, at det er den film, for hvilken kanonisering og statslig blåstempling virker mest paradoksal. Filmens adelsmærke er nemlig utilpassethed og anti-borgerlig ideologi for fuld skrue. Filmen følger en gruppe normbrydere, der har valgt at 'spasse' i protest mod de slipseknuder, der snærer i dagligdagen. Optrinnene er på én gang højkomiske, lavpandede og hjerteskærende i deres hudløshed, og det samme kan siges om skuespillernes improvisationer. Ikke mindst fremstår 'Idioterne' som Lars von Triers personlige spasser-manifest. Han kvitterede behørigt for kanon-udnævnelsen ved på direkte tv at klippe et dannebrogsflag om til en rød fane.
Filmen kom også med i Kulturministeriets filmkanon.