En journalist kommer for skade i en tv-diskussion at hævde, at det kan være nødvendigt at bruge vold i kampen mod atomkraften. En fanatisk idealist, der er mesterskytte, tager ham på ordet og begynder at nedskyde forskellige nøje udvalgte mennesker for at skabe opmærksomhed om sagen.
Optagelserne blev påbegyndt med Franz Ernst som instruktør, men omkring halvvejs overtog Tom Hedegaard. Filmen vakte opmærksomhed, og man fandt den spændende. Der var dog også negative anmeldelser, som påpegede, at historien var alt for firkantet og faktisk ikke bød på saglige argumenter hverken for eller imod atomkraft. Ebbe Langberg havde her sin sidste filmrolle. Året efter fremkom endnu en dansk fremtidsthriller om atomkraft, Li Vilstrups "Hvem myrder hvem?".
Kilde: Peter Jeppesen, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: 'Danske spillefilm 1968-1991' (1993).